Da Struer Kommunes nye busstruktur trådte i kraft hen over sommeren, blev de to hidtidige bybuslinjer i Struer lagt sammen til én. Få uger senere landede en underskriftsindsamling hos borgmester Marianne Bredal og Struer Byråd. 112 borgere beder kommunen genoverveje ændringerne, fordi de mener, at den nye køreplan især har gjort hverdagen vanskeligere for skolebørn, ældre og andre uden bil.
Underskriftsindsamlingen blev afleveret den 25. august. Her peger borgerne blandt andet på børn fra Parkskolen og Limfjordsskolen, som tidligere kunne bruge bybussen både om morgenen og efter skoletid. Med den nye ordning er den almindelige bybusbetjening koncentreret omkring timerne fra klokken 8.30 til 12.30 på skoledage, og dermed passer den ikke længere med en normal skoledag.
Fra morgen og aften til fire timer midt på dagen
Forskellen bliver tydelig, når de gamle køreplaner sammenholdes med den nye.
Den tidligere linje 1 kørte fra Struer Station allerede omkring klokken 7 og passerede Limfjordsskolen kort efter. Linje 2 passerede Parkskolen omkring klokken 7.52. Begge linjer fortsatte derefter med afgange gennem dagen og eftermiddagen, og der var også kørsel om aftenen.
Fra sommeren 2026 blev linje 1 og 2 lagt sammen. Midttrafik beskriver den nye løsning som en fælles bybus, der betjener Struer og Vejrumstad fra klokken 8.30 til 12.30.
Det betyder ikke, at al buskørsel til skolerne er forsvundet. Flere lokal- og skolebusruter kører fortsat, og eksempelvis passerer lokalrute 342 Parkskolen om morgenen. Men disse ruter dækker andre geografiske områder og erstatter derfor ikke nødvendigvis den gamle bybus for børn, der bor andre steder i Struer.
Børn helt ned til seks år
I underskriftsindsamlingen beskrives børn helt ned til seks år, som ifølge borgerne kan være nødt til at gå eller cykle omkring to kilometer til og fra skole.
Netop den oplysning rejser et andet spørgsmål. Struer Kommunes regler for skolekørsel betyder, at elever inden for Struer bygrænse ikke automatisk har ret til gratis skolekørsel. For børn i 0.-3. klasse er afstandsgrænsen som udgangspunkt 2,5 kilometer, medmindre skolevejen eksempelvis er vurderet trafikfarlig.
Et barn kan derfor i princippet bo for tæt på skolen til at være kørselsberettiget, men samtidig have mistet den almindelige bybus, som familien tidligere kunne benytte.
Det er netop den slags situationer, underskriverne ønsker, at kommunen tager højde for. De beder konkret om afgange, der passer med Parkskolens og Limfjordsskolens start- og sluttider.
Utilfredsheden begyndte allerede før ændringen
Protesten kommer heller ikke helt ud af det blå.
Da Midttrafik i januar sendte de nye køreplaner i høring, kom der 76 høringssvar om ændringerne i Struer Kommune. Midttrafik fremhævede selv den nye betjening af Struers bybusser og lokalruter som et af de områder, der havde affødt en betydelig reaktion.
Den nye busstruktur blev gennemført hen over sommeren, og den 25. august fulgte så de 112 underskrifter.
Dermed var der både kritik, før ændringerne blev gennemført, og en ny reaktion efter at borgerne havde fået mulighed for at opleve den nye ordning i praksis.
En del af en større besparelse
Omlægningen udspringer af den større gennemgang af den kollektive trafik, som Struer Kommune satte i gang i forbindelse med budgetterne.
Den samlede plan indebærer en varig besparelse på 1,3 millioner kroner om året fra 2027. Samtidig blev skole- og lokalbusnettet lagt markant om. Fra sommeren 2026 gik kommunen fra seks egentlige skolebusser til to, mens lokalruter og bybusser overtog en større del af kørslen.
Forvaltningens vurdering var, at ændringerne kunne gennemføres, samtidig med at kommunens samlede serviceniveau fortsat lå over det politisk vedtagne niveau.
Underskriftsindsamlingen peger imidlertid på en anden side af regnestykket: En bus kan godt eksistere på køreplanen uden nødvendigvis at være anvendelig for den borger, der har brug for den. Hvis den første bybus kommer efter skolestart, og den almindelige kørsel ophører omkring middag, hjælper den ikke meget på transporten til en normal skoledag.
Ikke kun en sag om skolebørn
De 112 underskrivere fremhæver også ældre og andre borgere uden mulighed for selv at køre.
For dem handler kollektiv trafik blandt andet om at kunne komme til læge, handle, deltage i aktiviteter eller besøge familie uden at være afhængig af andre. Den gamle bybusstruktur gav mulighed for at komme rundt langt ud på eftermiddagen og aftenen. Den nye almindelige bybus har et væsentligt smallere tidsvindue.
Borgernes krav er derfor heller ikke blot at få en bestemt gammel afgang tilbage. De beder kommunen om at undersøge mulighederne for en løsning med bus 1 og/eller bus 2, som igen gør kollektiv trafik til et reelt alternativ både før og efter skoletid og for andre borgere gennem dagen.
På underskriftsindsamlingen står 112 navne.
Spørgsmålet er nu, om den nye busstruktur bliver stående, som den blev indført hen over sommeren, eller om erfaringerne fra de første måneder og borgernes henvendelse fører til endnu en justering.
Foto: Genre billede