Den første juli afleverede beboerne i Søndergade en underskriftindsamling, der var en klage over det arbejde, der er udført i forbindelse med anlægningen af cykelsti og nyt fortov i gaden.
Det, der falder borgerne for brystet er, at der i forbindelse med anlægningen er fortov og cykelsti blevet hævet med ca. 14 cm. Det har haft den konsekvens, at grundejernes indkørsler og flisebelægninger foran husene ikke længere er i niveau.
Det betyder, at der samles regnvand foran husene, og at bilerne kan have svært ved at komme over kantstenen og ind i den lavere indkørsel. Og selvom borgerne i Søndergade mener at det er en ”ommer”, siger kommunen nej og slår på, at reglerne er overholdt.
”Vi var i det tidlige forår indkaldt til et orienteringsmøde,” siger Lars Steensgaard Hansen, der er den ene af initiativtagerne til underskriftindsamlingen. ”Eller det vil sige nogle af os. Vi fik indkaldelsen i e-boks, men det var kun et fåtal af os, der fik indkaldelsen. Da vi nævnte det overfor kommunen, fik vi at vide at en fejl i systemet betød, at der kun var nogle af os, der var blevet indkaldt.”
Lars S. Hansen og hans samlever Linda Hornstrup forstår ikke, hvorfor der ikke er udsendt et brev, da man opdagede fejlen.
”På det møde blev der spurgt, om anlægningen af fortov og cykelsti ville have nogen udgift for beboerne,” siger Lars Hansen. ”Svaret var nej. Og selvom det nu bliver benægtet af teknisk forvaltning, så hørte alle tilstedeværende det.”
Lars Hansen har selv lagt sine fliser om foran huset, så han
mener, at han er sluppet billigt.
”Der bor mange ældre i Søndergade De kan ikke selv lave deres indkørsler om. Vi
kender folk, der har måttet betale op mod 7.000 kr for at få det lavet,” siger
Lars Hansen.
Parkering i Søndergade
Et andet problem er, at parkeringspladserne i den ene side
af Søndergade er blevet sløjfet.
”Før kunne vi parkere i den side af vejen, hvor blokkene ligger. Men nu er der
parkering forbudt,” fortæller parret i Søndergade. ”Hvor skal vores gæster nu
parkere? Hvor skal de ældre og dårligt gående parkere?” spørger de.
”Vi spurgte Jacob Bisgaard (direktør i kommunens tekniske afdeling – red) og Marianne Bredal (formand for teknik-, miljø- og klimaudvalget – red). De mente, gæster kunne parkere i Fynsgade og Jyllandsgade,” siger Lars Hansen. ”Men dem, der har set de gader efter kl 17, kan se, at der er fyldt godt op.”
Underskriftindsamlingen
”Vi afleverede underskrifterne til Jacob Bisgaard og
Marianne Bredal den første juli. Så nu går vi og venter på et svar fra
kommunen. Men vi har en forventning om, at tommelfingeren vil blive vendt
nedad,” siger Linda Hornstrup.
”På mødet sagde Jacob Bisgaard ordret til Marianne Bredal, at han forventede at
have politisk opbakning til at sige nej til, at kommunen ville gøre mere i
Søndergade. Til det sagde Marianne Bredal, den politiske ansvarlige for teknisk
forvaltning, ja.
”Men vi fik at vide, at klagen ville blive behandlet på næste udvalgsmøde, så vi forventer en redegørelse af en slags,” siger Lars Hansen.
Kommunens forklaring
Jakob Bisgaard, kommunens direktør på området, siger, at en uforklarlig fejl i et system, der skal samle adresserne sammen, betød, at ikke alle i grundejerne i Søndergade fik besked i deres e-boks om informationsmødet i foråret.
”Det er selvfølgeligt dybt beklageligt, men vi ikke kunne sende brev ud til alles e-boks, som alle faktisk har pligt til at have, med mindre man er undtaget,” siger han om de manglende invitationer til det informationsmøde, der blev afholdt inden arbejdet med anlæggelsen af nyt fortov og en cykelsti i Søndergade begyndte.
På samme møde spurgte grundejerne, om det ville påfør dem omkostninger. Det blev der svaret nej til. Men det har, som omtalt af Lars S. Hansen og Linda Hornstrup, jo betydet udgifter i forbindelse med niveauforskellen mellem det nye fortov og det gamle.
”Det er rigtigt, at der blev sagt, at det ikke ville påføre grundejerne at der skulle etableres nyt fortov og cykelsti,” forklarer Jakob Bisgaard. ”Men det var kun i forbindelse med kommunens anlæg af cykelsti og fortov. At det eventuelt vil betyde noget i forhold til indkørsler og lignende, blev måske ikke forklaret godt nok. Men det var det, der blev ment.”
Om grunden til niveauforskellen mellem det gamle fortov og det nye, forklarer Jakob Bisgaard, at det skyldes at der med tiden skal kunne ligges nyt slidlag på vejen. Det er helt normalt, ved den slags anlæg, siger han.
Hvornår klagerne fra borgerne i Søndergade skal behandles i teknikudvalget, kan Jakob Bisgaard ikke svare på for nuværende. ”Det vil sandsynligvis blive behandlet på udvalgets næste møde i august,” siger han.