Home Nyheder Håndbold giver venner for livet

Håndbold giver venner for livet

0
Håndbold giver venner for livet

Efter 34 år som aktiv frivillig i Resen KFUM er Erik V. Pedersen gået på pension som formand. Men han slipper ikke helt foreningslivet

Tekst og billede: Thomas Maxe

Siden 1984 har Erik V. Pedersen stået i forreste række for at kæmpe for Resen KFUM, først som medstifter af støtteforeningen og i de seneste mange år som formand for håndboldklubben. Men 17. maj skal han puste 68 lys ud på lagkagen, og så må det være på tide at give yngre kræfter en chance for at komme til.

I første omgang er bestyrelsesmedlem Peder Balling trådt til som ny formand, men Erik V. Pedersen kommer nu ikke til helt at forlade Resen KFUM.

– Du kan da slet ikke undvære det, lyder det grinende fra hans kone, Rita, som i mange år har været kasserer for klubben.

– Nej, det kan jeg nok ikke, siger Erik V. Pedersen og smiler.

Det sociale kommer først

Resen KFUM har fostret mange af de bedste håndboldspillere på både herre- og dameholdene. Men det er faktisk slet ikke et erklæret mål.

– Vi er først og fremmest en breddeklub. Det er der ingen diskussion om. Men selvfølgelig griber vi chancen, hvis der er talenter, og så gør vi alt, hvad vi kan for at hjælpe dem og udfordre dem, siger Erik V. Pedersen, som blandt andet kan glæde sig over, at U14-pigerne har klaret sig i særklasse flot i de regionale turneringer.

Måske hænger det sammen med, at børn, som trives godt, også præsterer godt.

– I klubben bruger vi mange kræfter på at få fat på de rigtige trænere. Og vi gør det klart for dem, at de skal lægge stor vægt på det sociale. Vi hører da også tit, at pigerne spørger efter mere træning og ekstra aktiviteter om sommeren, fordi de har det sjovt sammen, fortæller Erik V. Pedersen.

Venskaber består

Det er netop det fællesskab, som gør ham helt varm indeni, når han lægger mange timer som frivillig i Toftum Hallen til træning og kamp med børnene.

– Det sammenhold, som bliver bygget op omkring håndbolden, vil følge dem i ungdomsårene. De får nogle rigtig gode kammerater, og de passer godt på hinanden. Det bliver vigtigt for dem senere i livet, for eksempel når de begynder at gå til fest eller gå i byen, forklarer Erik V. Pedersen.

Talenter tager til Holstebro

Resen KFUM må desværre give slip på spillerne, når de bliver for gamle til at spille U14-håndbold. Det kunne Struer Kommune faktisk gøre noget ved, hvis man ville.

– En del af de mest talentfulde håndboldspillere søger optagelse på Holstebro Elitesport. Men hvis de bliver optaget, så skal de være tilknyttet en klub i Holstebro Kommune. Det har kostet os mange gode spillere i Struer, konstaterer Erik V. Pedersen.

Og her skal man ikke misforstå ham. Selv om det er hårdt at se de unge spillere ”flytte hjemmefra”, så skal man aldrig stå i vejen for et ungt talent, som vil videre. Og han er da også taknemmelig for, at de unge har gode udviklingsmuligheder i Holstebro. Men det kunne nu alligevel være skønt, hvis de havde samme muligheder i Struer, ikke?

– Vi har jo en stor skole lige ved af Struer Energi Park, hvor der kunne være plads til elitesport-elever, og vi har også nogle gode idrætshaller der. Struer Kommune har alle muligheder for at skabe et tilbud, der matcher Holstebro Elitesport, vurderer Erik V. Pedersen.

Meget aktiv pensionist

Det bliver måske noget, den nye formand skal arbejde videre på. I mellemtiden vil Erik V. Pedersen drosle lidt ned for sit engagement. En lille smule, i hvert fald.

– Jeg plejer at være den første, der møder i hallen, og den sidste, der går hjem, når vi har stævne eller kamp. Det bliver jeg nok ikke ved med, siger han og fortæller, at han fortsat vil hjælpe med at håndtere post og andre praktiske opgaver.

Og nej, han skal ikke ligge på sofaen!

– Jeg går i fitnesscenter tre gange om ugen, og så er jeg begyndt at cykle også, fortæller han og afslører, at han og et par kammerater tilbagelagde 70 kilometer forleden dag – i 25 grader varme.

Han er nu også sikker på, at Resen KFUM er i gode hænder.

– Begge vores piger og vores svigersøn er trænere, og min svigersøn sidder i bestyrelsen. Og så har vi fire børnebørn, som spiller håndbold i Resen KFUM, siger Erik V. Pedersen med slet skjult stolthed.

Resen KFUM har officielt sommerferie og sæsonstart 15. august. Sæsonen tyvstartes igen i år med håndboldcamp i den sidste uge af skolernes sommerferie. Og jo, Erik V. Pedersen kommer nok også til at give en hånd med igen i år.

Fakta: Resen KFUM

  • Håndboldklubben tæller cirka 125 medlemmer og 20 trænere.
  • Klubbens spillere er fra børnehavealderen til og med U14.
  • Flere kendte håndboldspillere har trådt de første barnesko i Resen KFUM, bl.a. Mathilde Hylleberg (TTH Holstebro) og Mathias Bitsch (Skanderborg Håndbold).
  • Resen KFUM træner og spiller hjemmekampe i Toftum Hallen.
  • Den nye formand er Peder Balling.

www.resenkfum.dk

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here