Den lokale Spar Købmand i Humlum har sammen med Struer Kommune, Struer Frivilligcenter og det lokale frivilligteam – som tager i mod de kommende flygtninge som skal bo på det gamle plejehjem Rosengården – sat gang i en indsamling som de ukrainske flygtninge kan købe dagligvarer for hos Spar Humlum.
15.050 kr er indsamlet på et døgn
– Spar Humlum har indsat de første 4000 kr på kontoen, fortæller købmand Lars Daugbjerg. På under et døgn er det beløb nu vokset til 15.050,- kr fortæller han videre.
Penge som borgerne har doneret via mobilepay.
– Humlum er et stærkt lokalsamfund, og vi er så stolte af at være en del af det. Lad os tage godt i mod byens nye beboere, fortæller købmanden.
Alle kan bidrage til kontoen som vil gøre det muligt for flygtningene at hente deres fornødenheder ved Spar Humlum.
Vil du bidrage så indbetal beløbet på mobilpay nummer 287010. Noter ved din indbetaling “Humlum hjælper Ukraine”.
De første er kommet, og Rosengården er klar til de næste
– Der er klargjort 8 værelser i det forhenværende Rosengården i Humlum. Dertil er der etableret et frivilligteam i Humlum, som er klar til at hjælpe til med indkvarteringen af og hjælp til kommende flygtninge på Rosengården, fortæller det lokale byrådsmedlem Palle Lykke Ravn (S).
Han oplyser også at der i går, var ankommet i alt 85 ukrainske flygtninge til Struer Kommune. Heraf er 40 indkvarteret på Struerdalvej, 15 huses privat i Struer og 30 flygtninge på Thyholm, der ligeledes er indkvarteret privat.
Det forventes at de første ukrainere flytter ind på Rosengården i løbet af den kommende uge.