Huller, revner og ubehagelige fordybninger i asfalten. De kommunale veje er så nedslidte, at der er brug for øjeblikkeligt at finde 3,9 milliarder kroner til at genoprette dem, skriver dagbladet BT i dag.
Hele 53 ud af 72 analyserede kommuner har nemlig et nedslidt vejnet, mens blot 19 ud af 72 kommuners veje er i god stand. Det viser SAMKOM-rapporten ‘Resultat af landsdækkende analyse af kommunevejenes tilstand’ fra april i år.
Samfundsøkonomisk er det en skidt forretning at lade vejene forfalde, påpeger Annette Vognbjerg, formand for Kommunalteknisk Chefforenings (KTC) faggruppe for Veje, Trafik og Trafiksikkerhed.
– »Man kan som kommune ende med at bruge alle sine penge på at lappe huller fremfor at få løfte vejene og bruge ressourcerne fornuftigt,« siger hun.
Struer er landets mønsterkommune med en restlevetid på vejene på hele 72 procent. Her er byrådspolitikerne ifølge borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) opmærksomme på, at de skal holde fingrene fra kommunens asfaltkonto, når der skal findes penge til skolebyggerier eller eller andre anlæsgsprojekter.
»Det handler om at udvise rettidig omhu. Hvis vi tager penge til andre ting fra asfaltkontoen nu, vil vi i løbet af 5-10 år skulle investere rigtig mange penge for at få vejene tilbage på niveau. Det er økonomiske sund fornuft.« siger borgmester Niels Viggo Lynghøj til BT.
Landsgennemsnittet er på 42 procent, viser SAMKOM-rapporten.