Bremdal Tømrer har tilbudt at være sponsor for det 15-årige løbetalent fra Humlum, Mikkel Clemmensen.
Vore faste læsere vil huske at vi tidligere har skrevet om den unge mand, som imponerer med et usædvanligt løbetalent. Sammen med sin far cyklede han til Ærø hvor de løb Maraton, hans far er en del af duoen Kongen & Den Hvide Kenyaner som igennem mange år har løbet og cyklet for gode formål. Men nu er det ikke længere faren det drejer sig om, sønnen er nemlig – erkender faren – et langt større talent. Det er blevet bevist med en lang række store resultater sidste år, som har placeret Mikkel Clemmensen som et af vores helt store talenter.
Et talent har brug for opbakning, og nu er der en sponsor på plads.
Samarbejdet startede da Bremdal Tømrer kom hjem til Mikkels forældre for at lave taget. Håndværkerne kunne ikke undgå at se de mange løbesko der stod i bryggerset. Først troede de det var Mikkels fars , Karsten Clemmensen, da han også er en aktiv løber.
Karsten måtte dog erkende at det var Mikkels sko og at han ikke kunne følge med længere. Derfra gik der ikke længe før Kenneth Ryttersgård og Henrik Vase tilbød at sponsorere Mikkel.
Mikkel er en ung løber der det seneste år har rykket sig fra motions løber til elite løber. Sidste år var han flere gange til DM da man konkurrerer både på bane og på landevej. Hans bedste placering var en 2. Plads på 5 km til DM.
– Det betyder meget for Mikkel at han har fået Bremdal Tømrer som sponsor, da reklame ruten ikke længere dækker hans forbrug af løbetøj og løbesko, fortæller Mikkels far, Karsten Clemmensen.
Der bliver brugt meget løbetøj og sko når man løber mellem 60 og 80 km i ugen nogle uger op til 100 km.
– Mikkel træner i området omkring Humlum og Bremdal, men også i AK Kilen samt i Lemvig hvor hans træner Jesper Odgård bruger meget tid på at udarbejde trænings programmer der er tilpas hårde men uden han får skader, fortæller han og fortsætter.
– Mikkel deltager også når de jyske atletik trænere laver fælles træning i Viborg – med det fælles mål at kunne vinde over den store atletik klub Sparta i København.
Nomineret til Årets Idrætsnavn
Mikkel deltager på tirsdag 24/1 i Nytårskuren som Struer Kommune arrangerer. Han er nomineret til Årets idrætsnavn.
Bremdal Tømrer skal også til nytårskur, den for erhvervslivet. De er nemlig nomineret som Årets Iværksætter. Kort sagt et nyt samarbejde er startet mellem Mikkel og Bremdal Tømrer begge vil også i fremtiden blive ved med at præsentere deres allerbedste.