Ved køreplanskiftet i sommeren 2023 blev det gratis at tage bussen rundt i Struer Kommune. Det har rigtig mange borgere siden gjort, og nyeste optælling viser en flot stigning i passagertallet på hele 37 procent i bybusserne.
Det er gratis for alle borgere at køre med både bybus og lokalruter. Bybussen kører linje 1 og 2 i Struer. Derudover er det gratis at køre med lokalruterne:
- 335– Struer-Linde
- 342 – Struer- Humlum
- 346 – Struer-Venø
- 349 Hvidbjerg-Uglev-Søndbjerg-Hellerød-Jegindø-Hvidbjeg.
Det er Byrådet i Struer Kommune, som sidste år besluttede, at det skulle være gratis at tage de lokale busser, som kommunen har ansvaret for.
Regionalruten til Lemvig, rute 33, drives af regionen, så her skal man stadig betale for at komme med.
– Vi glæder os over, at flere borgere vælger at hoppe på bussen rundt i kommunen. Det var netop hensigten med at gøre det gratis at køre med vores lokale busser. Det er godt for både borgerne og miljøet, så det er win-win på flere måder, siger formand for Teknik-, miljø- og klimaudvalget Tim Pindstofte.
Antallet af passagerer måles med tælleudstyr, der sidder i busserne.
/Presse fra Struer Kommune