Podcastkonference i Struer er tilbage for tredje gang med stærke
stemmer og nye talenter. Mød bl.a. Cavling-vinder Frederik Hugo Thim,
Johanne Mygind, Rikke Houd og Emil Rothstein.
Tid: Lørdag den 14. september 2024 kl. 12:30 – 18:00.
Sted: Folkets Hus i Struer.
Podcastmediet bliver stadig mere relevant, og i Nordic Podcast Academy oplever vi et stort
behov for at dele viden, refleksioner og erfaringer med mediet.
Derfor er vi glade for, at vi lørdag den 14. september 2024 kan slå dørene op for den tredje
udgave af Nordic Podcast Conference i Struer – Lydens By.
Konferencens erklærede mål er at sætte fokus på de nyeste tendenser inden for
podcastmediet – både ved at invitere de mest lyttede podcastere indenfor, og ved at give
plads til de spirende talenter. Vores interesse gælder især de dokumentariske pods, som er
baseret på velkomponerede, dramaturgiske scripts og monteret med et stærkt lyddesign,
men vi er også nysgerrige på, hvordan mediet sætter genrer og æstetiske virkemidler i spil
på helt nye måder.
Stifter og kreativ leder af Nordic Podcast Academy Dorte Palle udtaler:
“Vi er stolte af at have skabt et tilbagevendende format, som sætter fokus på indholdet og
udviklingen inden for podcastmediet og -miljøet i Danmark, og formår at åbne det op for alle
interesserede –
fagfolk såvel som entusiastiske lyttere og spirende talenter. Vi ønsker at skabe et fællesskab,
hvor vi åbent kan diskutere og reflektere over mediets muligheder, og hvad der kendetegner høj
kvalitet i den storytellende del af miljøet.”
Inspiration, debat og workshops for nye talenter
Årets program består af en række inspirationsoplæg og paneldebatter, krydret med en
gallapremiere – og så giver vi endnu engang taletid og ørenlyd til de nye talenter i
talentkonkurrencen Nordic True Talent.
I lighed med sidste år indleder vi dagen med et Talentprogram med flere spændende
workshops – og med muligheden for at pitche sin podcast-idé for blandt andet stifter og
kreativ leder af Nordic Podcast Academy, Dorte Palle.
Årets navne
På årets konference er vi stolte af at kunne præsentere en lang række stærke navne fra den
aktuelle danske podcastscene.
Sigurd Hartkorn Plaetner åbner i sit lytterhit “Du dør, hvis du græder” op for de spørgsmål,
som hans egen sklerose-diagnose førte med sig, og inviterer både familie, andre
sygdomsramte og pårørende ind i det personlige lydrum.
Diana Bach har været en stemme i dansk radio gennem årtier. I sit oplæg til årets Nordic
Podcast Conference deler hun sin indsigt i radiomediets udvikling fra krystalklare apparater
til AI-genererede podcasts. Hun dykker ned i tendenser og fremtidsperspektiver, alt imens
hun deler anekdoter fra et liv i radiostudiet.
Frederik Hugo Ledegaard Thim er undersøgende journalist og podcaster, og står bl.a. bag
den prisbelønnede podcast “Det levende bevis” – en stærk og undersøgende
dokumentarserie, der belyser, hvordan en mulig justitsfejl har påvirket en hel familie.
Rikke Houd har arbejdet med radio, lydfortælling og dokumentarproduktion siden 1998.
Rikke er chefredaktør for podcast hos Dansk Blindesamfund og har været involveret i
internationale projekter som Polar Radio og Sansâga Walks.
Emil Rothstein-Christensen er en af de dygtige journalister bag Monomono, som står bag
nogle af de mest medrivende podcastfortællinger i Danmark.
Johanne Mygind er kendt for at kombinere dybdegående journalistik med stærke personlige
fortællinger. I podcasten “Morfar og Cheminova” udforsker hun sin egen families historie og
deres forbindelse til den kontroversielle virksomhed Cheminova, samtidig med at hun kaster
lys over større miljømæssige og samfundsmæssige problemstillinger.
Talentkonkurrence
Nordic Podcast Conference’s målgruppe er ikke kun professionelle journalister, podcastere
og mediefolk, men også alle dem, der går med en drøm om at lave en podcast, er nysgerrige
på mediet eller som bare er vaskeægte fans – en gruppe, som også kan hente inspiration i
konferencens talentprogram eller ved at deltage i podcastkonkurrencen “Nordic True
Talent”, som vi holder for fjerde år i tæk. Prisen bliver uddelt på konferencen og vi fejrer
vinderen med bobler og udtalelser fra juryen, der består af medlemmer fra DR’s Talenthold,
JFM Lyd, ÆTEREN OG Radio Rakkerpak.
Bag konferencen står Nordic Podcast Academy i Struer i samarbejde med Rakkerpak
Productions, Danmarks Medie – og journalisthøjskole (DJMX), Struer – Lydens By, Sound Hub
Denmark, Sound Art Lab, Uddannelsesinitiativet i Struer.
Nordic Podcast Conference 2024 er støttet af Pressens Uddannelsesfond, Struer Kommune
og DMJX.
Praktisk information:
Billetter kan købes her og koster mellem 100 kr. og 200 kr.
https://nordicpodcastacademy.dk/podcast-conference/