Læserbrev: Tryg hverdag i Struer, når verden larmer

af | 1. oktober 2025

Tryg hverdag i Struer, når verden larmer
Af Lone Nørgård Holst Hansen, kandidat til KV25, Socialdemokratiet
Hjemme hos os. Aften i Struer. Nyhederne kører. Der tales om droner og skærpet beredskab. Vi kigger til vanddunkene, dåserne og nødradioen i skabet. Det er klogt at være forberedt.
Tankerne flyver videre til et bestyrelsesmøde, der gjorde indtryk. I går sad jeg til et bestyrelsesmøde i en selvejende fond i en anden kommune. Ledergruppen havde bedt om at sætte et særligt beredskab på dagsordenen, og det skærpede hele bestyrelsens opmærksomhed. De ønskede, at bestyrelsen fremover fast har det særlige beredskab som punkt omkring alle de børn, unge og familier som har deres nuværende hjem der, ikke for at skabe alarm, men for at sikre ro for både børn, unge familier og medarbejdere, når verden larmer.
Den fremsynede tilgang kan inspirere os andre. Og det gælder ikke kun denne ene fond. Det gælder alle kommuner, regioner og staten, og det gælder os i Struer.
Når hverdagen bliver forstyrret. Når noget pludselig larmer, ringer de fleste til dem, de holder af. Det gør medarbejdere også. Selv vagtplaner kan blive forstyrret, når medarbejderne helt naturligt, ønsker at komme hjem til deres egen familie. Netop derfor har vi brug for omtanke i fredstid, så hverdagen kan holdes rolig for dem, der bor uden for eget hjem: i plejeboliger/centre, botilbud og døgninstitutioner.
Jeg skærper opmærksomheden nu og beder om, at vi politisk giver det høj prioritet i Struer. Ikke nødvendigvis med store overskrifter, men med åbne ører. De seneste uger har ministrene talt om et skærpet beredskab og senest om udfordringerne med droner. Det kalder på, at vi lytter til ledere og medarbejdere, til beboere og pårørende, til kommunens administration og til vores selvejende og frivillige samarbejdspartnere og ikke mindst beredskabsstyrelsen: Hvad virker allerede, og hvor er der huller? Hvad giver ro, og hvad skaber utryghed?
Dernæst samarbejder vi om en fælles forståelse for, hvordan vi holder hverdagen i gang, når noget forstyrrer den. Samme sprog. Samme besked. Samme retning. Vi kan bruge det, vi lærte i coronanedlukningen, og oversætte det til nutidens udfordringer, uden at skræmme nogen.
Jeg er ny i politik, men ikke ny i virkeligheden. Efter mange år i velfærden og som pårørende ved jeg, at tryghed opstår, når mennesker bliver taget alvorligt, når aftaler er til at forstå, og tryghed har ikke nogen partifarve!
Hvis vi lytter ordentligt, kan vi skabe ro, også når verden larmer.