Lørdag den 1. august var første arbejdsdag for Struer Kirkes nye sognepræst, Svende Grøn.
Den første arbejdsopgave blev et bryllup i Jegindø Kirke, hvor han viede et ungt ægtepar. Det var ikke tilfældigt.
Struer-præsterne yder også bistand til sognene i Thyholm Pastorat, og for den nye sognepræst blev det samtidig en begyndelse med en særlig personlig betydning.
“Det er også et passende sted at begynde mit præsteliv. Jeg har ofte siddet på kirkebænken dér og i de øvrige kirker på Thyholm,” fortæller Svende Grøn.
Sammen med sin hustru og parrets to børn på 17 og 19 år er han netop flyttet til Struer efter 22 år nord for Limfjorden. Onsdag krydsede flyttebilen Oddesundbroen, og familien er flyttet ind i præsteboligen i Bredgade ved Struer Kirke.
Flyttekasserne fylder dog stadig en stor del af hverdagen.
“Det tager tid at pakke mere end 250 flyttekasser ud, så vores primære erfaringer med byen har indtil videre været udbuddet af take-away – og målt med den målestok tyder fremtiden godt,” siger han.
Erfaring fra skole og kirke
Den 60-årige Svende Grøn håber at kunne bringe sine mange erfaringer fra både skole- og kirkelivet med ind i arbejdet som sognepræst.
De seneste 13 år har han arbejdet som skole-kirke-konsulent i Thy og på Mors, og før det var han skolelærer på Thyholm, i Humlum og i Aarhus.
“Jeg er lidt spændt på, om jeg magter opgaven at flytte mine erfaringer som kirkegænger fra kirkebænken op til alteret og op på prædikestolen. Under alle omstændigheder vil jeg gøre mig umage med at forkynde evangeliet fantasifuldt og tydeligt, så vi i menigheden oplever fællesskab og livsmening sammen.”
Kirken og byen skal “danse sammen”
En af de tanker, Svende Grøn tager med til Struer, er ønsket om at bygge videre på de mange samarbejder, kirken allerede har med byens foreninger og institutioner.
“Alt andet lige er Folkekirken måske det stærkeste folkelige fællesskab, som vi har. Meget passende handler min første prædiken om byen og kirken, der har mulighed for at danse sammen til gavn og glæde for hinanden. Også de dage, hvor vi vælger at være bænkevarmere.”
Søndag den 9. august bliver Svende Grøn officielt indsat ved gudstjenesten i Struer Kirke klokken 10.30, hvor han også holder sin første prædiken som sognepræst i Struer. Efter gudstjenesten inviteres alle til et let traktement i Menighedshuset.
Den nye sognepræst ser især frem til at møde menigheden og lære byen at kende.
“Jeg glæder mig meget til at lære menigheden at kende. Og måske vil en tidligere kollega, skoleelev eller samarbejdspartner kigge forbi. Det vil gøre mig meget glad,” siger Svende Grøn.