Kender du en lokal ildsjæl? Nu kan kandidater indstilles til årets frivilligpriser

af | 2. oktober 2026

De findes i idrætshallerne, på spejderpladserne, i kultur- og handicapområdet og i de mange foreninger rundt omkring i Struer Kommune. Mennesker, der bruger timer af deres fritid på at få fællesskaber til at fungere, uden nødvendigvis selv at stå forrest.

Nu er der mulighed for at give nogle af dem et ekstra skulderklap. Struer Kommune har åbnet for indstillinger til de frivilligpriser, der bliver overrakt ved Nytårskuren for frivillige den 20. januar 2027. Borgere og foreninger i Struer Kommune kan være med til at foreslå kandidater.

Der skal denne gang uddeles priser i ti forskellige kategorier: Årets Idrætsnavn, Kulturprisen, Handicapprisen, Frivillighedsprisen på socialområdet, Idrættens Unglederpris, Idrættens Ildsjælepris, Spejderprisen, Årets Leder, Årets Forening og Årets Frivillig(e).

Dermed er der også plads til meget forskellige former for frivillighed. Det kan være den unge træner, der hver uge står klar i hallen, den mangeårige foreningsleder, personen bag et nyt socialt fællesskab eller den frivillige, der gennem en særlig indsats har gjort det lettere for mennesker med handicap at være en del af fællesskabet.

Priserne er forskellige, og det samme er kriterierne. Eksempelvis kan Idrættens Unglederpris gå til en leder eller træner på højst 25 år, mens Handicapprisen også kan tildeles en forening, organisation eller virksomhed, der har gjort en særlig frivillig indsats på handicapområdet. Frivillighedsprisen kan både anerkende en mangeårig indsats og nyere initiativer, der har skabt fællesskab og trivsel.

Flere af priserne ledsages desuden af et pengebeløb. Den største er Kulturprisen på 25.000 kroner, mens der blandt andet følger 5.000 kroner med Frivillighedsprisen og 3.000 kroner med Handicapprisen. En række af de øvrige priser er på 2.500 kroner.

Ved Nytårskuren i januar 2026 var blandt andre Jan Bendix fra Venø, folkene bag Kilen Rock, Gamle Drenge Struer og Dorthe Scheel Klausen fra Dansk Folkehjælp Struer-Lemvig-Thyborøn blandt prismodtagerne. Nu skal kandidaterne til priserne i 2027 findes.

Blandt alle indstillingerne udvælger de enkelte prisudvalg tre nominerede til hver pris. De nominerede får direkte besked og bliver inviteret på scenen ved Nytårskuren, hvor vinderen afsløres.

Sådan indstiller du

Har du allerede et navn i tankerne, foregår indstillingen på Struer Kommunes hjemmeside.

Gå ind på struer.dk/frivilligpriser. Her finder du de ti priser, kriterierne for hver enkelt og muligheden for at indsende din indstilling.

Du vælger den relevante pris og indstiller den person, forening eller gruppe, som du mener fortjener anerkendelsen. Det er en god idé at beskrive, hvad kandidaten konkret har gjort, og hvorfor netop denne indsats fortjener at blive fremhævet.

Sidste frist for at indsende en kandidat er den 28. oktober 2026.