Regn og uheld ødelagde Mikkel O. Pedersens weekend i Barcelona

af | 5. oktober 2026

Farten var der, men regn, en beskadiget Porsche og et sammenstød satte en stopper for Mikkel O. Pedersens weekend i GT World Challenge Europe. Nu venter et gensyn med den spanske bane, når Struer-kørerens eget team skal afslutte sin GT Open-sæson senere i oktober.

Det begyndte lovende, men endte med en weekend, som Mikkel O. Pedersen helst vil lægge bag sig. Struer-køreren var i weekenden tilbage i GT World Challenge Europe, hvor han sammen med Alex Malykhin stillede til start for Pure Rxcing i den røde Porsche 911 GT3 R Evo på Circuit de Barcelona-Catalunya.

Allerede under træningen viste bilen fart. Torsdag satte mandskabet femtebedste tid samlet, var hurtigst blandt deltagerne i Silver Cup og samtidig det hurtigste Porsche-mandskab.

”Vi havde ellers god pace i vores to timers træning om torsdagen, hvor vi satte femtebedste tid af alle hold, var bedst i Silver Cuppen og hurtigste Porsche-mandskab,” fortæller Mikkel O. Pedersen.

I kvalifikationen kørte Struer-køreren Porschen ind som nummer 17 i det 45 biler store felt. Dermed var udgangspunktet for lørdagens løb ganske fornuftigt, men vejret skulle hurtigt komme til at spille hovedrollen.

”Ved starten af lørdagens løb regnede det. Det var bare kaos. Jeg havde 16 biler foran mig i starten, som lavede så meget spray, at det var svært at finde vej rundt på banen,” fortæller han.

Trods de vanskelige forhold arbejdede Mikkel O. Pedersen og Pure Rxcing sig ind i kampen om en podieplacering i Silver Cup. Men under et overhalingsforsøg fra en Ferrari ramte de to biler hinanden. Ferrarien snurrede rundt, mens Porschen fik bøjet en sporestang.

Sammenstødet udløste samtidig en stop-and-go-straf til Pure Rxcing. Den nåede holdet at afvikle, inden vejret for alvor tog magten fra feltet. Regnen blev så voldsom, at løbsledelsen efter godt en halv times kørsel viste rødt flag og stoppede løbet.

”Det var virkelig en våd omgang,” konstaterer Mikkel O. Pedersen.

Søndagen gav ikke meget mere medvind. Det voldsomme vejr betød, at kvalifikationen måtte aflyses, og startopstillingen i stedet blev fastlagt på baggrund af tider fra fredagens træning. Selve løbet blev kørt på tør bane, men allerede på første omgang blev Pure Rxcing-Porschen fanget i uroen i feltet.

Alex Malykhin blev ramt af en anden bil og endte i sandkassen. Dermed var løbet slut næsten lige så hurtigt, som det var begyndt.

”Det var en af de løbsweekender, som bare skal i glemmebogen,” siger Mikkel O. Pedersen.

Helt værdiløs var weekenden dog ikke. For Mikkel O. Pedersen skal snart tilbage til præcis samme asfalt, denne gang med sit eget Struer-baserede team.

Mikkel O. Pedersen Racing har i år taget skridtet ind i International GT Open med sin Porsche 911 GT3 R Evo. Den 23.-25. oktober køres sæsonfinalen netop på Circuit de Barcelona-Catalunya, hvor Mikkel O. Pedersen igen deler bilen med Lars Pedersen.

Dermed kan erfaringerne fra en vanskelig og usædvanligt våd weekend vise sig at få værdi allerede om få uger.

”Nu har jeg i hvert fald erfaring med banen i regnvejr,” lyder det med et glimt i øjet fra Mikkel O. Pedersen.

Billedtekst: Mikkel O. Pedersens seneste GT World-deltagelse var en udfordring med masser af regn på Circuit de Catalunya. Foto: SRO – JEP.