Nye tal for Boligsidernes Markedsindeks for Juli har placeret Struer Kommune på en førsteplads over stigning i kvadratmeterpriser, i forhold til juli sidste år. Hele 27,3% er kvm prisen steget på et år.
Foto: Eli Sørensen
Mens priserne stiger i 65 kommuner og falder i 12, er de i de resterende 21 kommuner enten uændrede eller kan ikke indgå i beregningerne på grund af for få handler.
Listen over de største prisstigninger viser at yderområderne i de forskellige dele af landet, er kommet godt med.
“Der er højkonjunktur i Danmark, beskæftigelsen er rekordhøj, og renten på boliglån er lav. Derfor er der stor efterspørgsel på huse. Det så vi først effekterne af i de store byer, og de effekter har spredt sig til flere kommuner. Nu er de så også kommet til de yderste områder af landet som for eksempel Vestjylland og Bornholm. Den udvikling er positiv for de områder, der tidligere havde svært ved at tiltrække nye beboere til deres huse,” siger Kasper Fredløv Sonberg til npinvestor.dk
Top 10: Største prisstigninger på huse
Kommune | Pris pr. kvm. juli 2017 (kr.) | Pris pr. kvm. juli 2018 (kr.) | Ændring i % |
---|---|---|---|
Struer | 5.990 | 7.626 | 27,30% |
Faaborg-Midtfyn | 7.142 | 8.348 | 16,90% |
Frederikshavn | 9.288 | 10.849 | 16,80% |
Bornholm | 6.630 | 7.612 | 14,80% |
Norddjurs | 6.265 | 7.131 | 13,80% |
Brønderslev | 7.175 | 8.134 | 13,40% |
Rudersdal | 28.590 | 32.352 | 13,20% |
Solrød | 20.361 | 22.977 | 12,80% |
Aabenraa | 6.804 | 7.633 | 12,20% |
Tønder | 4.478 | 5.015 | 12,00% |
(Tabellen viser de kommuner med størst stigning i priserne på villaer og rækkehuse fra juli 2017 til juli 2018. Kun kommuner med minimum fem handler i begge måneder er med i beregningerne. Kilde: Boligsiden.dk.)