Home Nyheder Håndbold-camp satte punktum for ferien

Håndbold-camp satte punktum for ferien

0
Håndbold-camp satte punktum for ferien

54 børn har fredag og lørdag brændt feriens sidste krudt af på Resen KFUM’s håndbold-camp i Toftum Hallen

En lang sommerferie er ved at være slut for skolebørnene, og for de tre teenagere Emilie Vestergaard, Sarah Christensen og Laura Balling kan det vel kun betyde, at de har travlt med at pakke skoletaske og spidse blyanter, så de er klar til 8. klasse, ikke også?

– Hvad? Nej, da! lyder det prompte fra pigerne.

De har i stedet brugt den sidste weekend på Resen KFUM’s håndbold-camp i Toftum Hallen. Her har de trænet sammen med professionelle dame-spillere fra TTH Holstebro, fået målmandstræning fra Rasmus Lind, og lørdag var det Mors-Thys assistenttræner Heino Holm Knudsen, der sørgede for, at spillerne fik sved på panden.

Laura, Sarah og Emilie spiller på Resen KFUM U14-holdet. De har glædet sig til at se hinanden igen efter ferien.

– Det er hyggeligt at være sammen med de andre igen, siger Sarah Christensen.

– Ja, det er jo lang tiden, vi har set hinanden på grund af ferien, supplerer Laura Balling.

Det faglige udbytte har nu også været godt.

– Vi har fået lidt mere erfaring, og vi har helt klart også lært noget nyt. Mathilde Hylleberg var her fredag og lærte os for eksempel nogle nye faldteknikker, så man kan kaste sig ind over målstregen uden at slå sig, fortæller Emilie Vestergaard.

Gode forbilleder

Emilies mor, Malena Vestergaard, er en af de mange Resen KFUM-frivillige, som har gjort det muligt at afvikle håndbold-camp. Hun er glad for, at der også er helt nye ansigter i flokken af børn.

– Det er især Resen KFUM-spillere, som har deltaget, men vi har også deltagere, som aldrig har spillet håndbold og gerne vil prøve det. Jeg håber, de får lyst til at blive en del af klubben, siger hun.

Især besøget fra Mathilde Hylleberg har gjort indtryk på U14-pigerne, vurderer Lene Søgaard, som er en af Resen KFUM’s egne frivillige trænere.

– Mathilde har jo selv spillet her i Resen KFUM, og nu er hun professionel spiller og er udtaget til U20-landsholdet. Det er godt for pigerne at se, at man godt kan nå langt, selv om man kommer fra en lille klub, siger Lena Søgaard.

Yoga, dødbold og hygge

Foruden håndboldtræning har der været masser af sjov og leg på programmet, for det handler først og fremmest om at have det sjovt.

– Vi syntes, at pigerne skulle prøve noget anderledes træning, så de har blandt andet prøvet yoga. Og fredag havde vi besøg af fysioterapeuter, som trænede balance og styrke med spillerne, siger Malene Vestergaard og hæver stemmen for at overdøve en gruppe små drenge, som har gang i et meget livligt spil ”dødbold”.

– Der har været en rigtig god stemning, og alle har hygget sig på tværs af de sædvanlige hold. Drenge og piger sammen og på kryds og tværs af alder. Desværre er det ikke gratis at afvikle et så godt program for børnene, så vi er meget taknemmelige for, at Jysk Energi har støttet vores håndbold-camp. Uden sponsorstøtten havde det næppe været muligt, siger Malena Vestergaard.

Både skolen og Resen KFUM tager hul på den nye sæson i uge 33. Eller som C. V. Jørgensen så poetisk har udtrykt det: ”Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted!”

Lene Søgaard er en af de frivillige trænere i Resen KFUM. Hun er glad for, at spillerne har mødt Mathilde Hylleberg, så de kan se, at man kan få succes – også selv om man spiller i en lille klub.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here