Struer Roklub og Struer Kajakklub har samlet mange penge ind – men endnu ikke nok til at starte byggeriet af Limfjordshuset Struer.
Fondene har været gavmilde. De har været villige til at donere flere millioner kroner. Medlemmerne har knoklet. Der er solgt folkeaktier, arrangeret nytårsbad og Skt. Hansfest. Men der mangler stadig de sidste penge for, at byggeriet kan blive en realitet.
Klubberne har i alt skaffet over ni millioner kroner.
- Det er ¾ af finansieringen, som er kommet på plads. Og det synes jeg er utrolig godt gået, siger Lisbeth Schönemann-Paul, som er formand for Struer Kajakklub.
Omvendt betyder det, at der stadig mangler 1/4 af den samlede byggesum på 12,7 millioner kroner.
Derfor intensiverer klubberne nu arbejdet med at finde lokale samarbejdspartnere.
Virksomhederne inviteres til at tegne sponsorater af guld, sølv eller bronze.
Til gengæld får virksomhederne blandt andet mulighed for at få adgang til unikke medarbejderarrangementer ved- og på vandet.
Derudover har klubberne og Struer Kommune igen allieret sig med en fundraiser, som skal spotte de rette nationale fonde for at nå helt i mål.
Lisbeth Schönemann-Paul vurderer, at finansieringen skal være på plads omkring juletid. Ellers bliver det svært at fastholde engagementet blandt medlemmerne, og millionbevillingen fra den største fond risikerer at bortfalde.
Hvis det ikke lykkes at rejse de sidste penge, får medlemmerne og borgerne i Struer ikke deres nye vandsportscenter ved Bremdal strand.
- Det ville være rigtig ærgerligt. Så bliver vi slået tilbage til start og står med et klubhus, som i den grad trænger til en renovering og modernisering, siger Lisbeth Schönemann-Paul.Pressemeddelelse