Et af de nye tiltag i budgetaftalen for 2019-2022 er medlemsskabet af mærkningsordningen “God Adgang”.
Byrådet valgte i budgetaftalen, over fire år at afsætte 706.000 kr til deltagelse i mærkeordningen, for at give tilgængeligheden et løft i Struer Kommune.
Ordningen drives af VisitDenmark, HORESTA og Danske Handicaporganisationer, og har det formål at bidrage til bedre tilgængelighed og bedre information om tilgængelighed til bygninger og udearealer til gavn for borgere og turister i Danmark.
Blev taget op i Handicaprådet i sidste periode
Det var Struer Kommunes Handicapråd, som i den sidste periode arrangerede et møde mellem “God adgang” og repræsentanter fra den tekniske forvaltning og teknik- og Miljøudvalget i Struer Kommune. På mødet gennemgik “God adgang” hvad mærkeordningen gik ud på.
– Det var et rigtig godt møde, hvor vi blev overbevist om at deltagelse i “God Adgang” ville være givtigt for vores kommune, husker byrådsmedlem Palle Lykke Ravn (S) som i sidste periode var formand for Handicaprådet.
– Det blev efterfølgende bestemt at der skulle arbejdes videre med det. Derfor tog jeg det op igen, da jeg efter at være blevet byrådsmedlem selv kom med i Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget, og det var et enigt udvalg som indstillede til budgettet at vi skulle sætte fokus på tilgængeligheden og afsætte de nødvendige midler til at vi kunne komme i gang. Anbefalingen tog det samlede byråd til sig på budgetseminaret og jeg er rigtig glad for at der nu er sat 706.000 kr af, til at komme i gang med at få klargjort, indrettet og mærket de kommunale bygninger, fortæller Palle Lykke Ravn.
Hver femte dansker er berørt af en form for funktionsnedsættelse og har brug for information om gode adgangsforhold, når de vælger udflugtsmål.
For at kunne planlægge et museumsbesøg, en ferie eller en deltagelse i en konference er informationen om adgangsforholdene derfor helt centralt. Det er rigtig kedeligt, hvis en kørestolsbruger ikke kan komme ind ad hoveddøren, fordi den er for smal, eller hvis en allergikker bliver nødt til at gå igen, fordi der har været hunde på stedet.
Når information om adgangsforholdene er tilstede, kan alle vælge og selv planlægge det nødvendige for at kunne færdes. Det gør turen bedre både for gæsten og stedets personale.
Mærkeordningen God Adgang informerer om de fysiske adgangsforhold til bygninger og udearealer. På godadgang.dk finder du detaljerede oplysninger om adgangsforholdene til de steder, som er medlem af mærkeordningen. Det gør hverdagen lettere for mennesker med funktionsnedsættelse.
Sådan vil “God adgang” opleves for Borgerne:
Ulla Kramer, som er sekretariatsleder fortæller til Struer Nyheder, hvordan mærkeordningen vil opleves for borgere og kommune:
– Alle mærkede steder præsenteres på godadgang.dk med et faktaark, så alle, der har brug for det, kan finde oplysninger om adgangsforholdene til de mærkede steder. Det er både med billeder, fakta og beskrivelser. Borgerne får således mulighed for selv at vurdere om adgangsforholdene duer i forhold til egne behov. Derfor er en mærkning altid relevant – uanset om der er gode adgangsforhold eller mindre gode adgangsforhold.
– God Adgang markedsfører alle steder, men faktaarkene bør også markedsføres på stedernes egne hjemmesider, ved at stederne lægger link in på de hjemmesider hvor bygninger omtales. Dermed bliver det lige så almindeligt at fortælle om adgangsforholdene som man i dag gør med åbningstider, telefonnumre, mm. Så hvis man gerne vil øge udbyttet af en mærkning, bør man som minimum sørge for, at mærkningen markedsføres i egne kanaler.
– God Adgang sørger for link til eksempelvis turistvirksomheder som også findes på visitdenmark.com, sundhedsklinikker på sundhed.dk m.m.
– Faktaark kan vises både på en computer, når man sidder derhjemme og planlægger, og på ipad/telefon når man er på farten. Vis kort funktionen på ipad’en kan være en hjælp, når man skal se hvilke steder der er mærket i nærheden.
Sådan opleves “God adgang” for Kommunen:
– Bygningerne kommunen ønsker mærket, får en rapport med forslag til forbedringer af tilgængeligheden. Denne viden øger kendskabet til hvad der har betydning for mennesker med handicap og hvad der kan gøres specifik på stedet for at forbedre tilgængeligheden.
– Al rådgivning og sparring er uden ekstra omkostninger, når man er God Adgang mærket. Så jo mere man rådfører sig med God Adgang – jo mere får man for pengene. Man kan eksempelvis sende tegninger til God Adgang som tjekker for tilgængeligheden – hvis man skal renovere, bygge om eller bygge nyt. Man kan have helt specifikke spørgsmål til hvor knappen til dørautomatikken skal anbringes, så man undgår fejl og især fejlinvesteringer fortæller sekretariatsleder Ulla Kramer.
Bygninger får synlig mærkning
Når en bygning er godkendt så bliver der sat et mærke op ved indgangen, som viser at bygningen lever op til kriterierne for tilgængelighed i mærkningsordningen. Borger, turister og andre besøgende vil derefter kunne finde alt om adgangsforholdene inden de besøger bygningen. Man kan blandt andet søge via “God Adgangs” hjemmeside.