Seks borgmestre fra Midt- og Vestjylland har sammen skrevet en henvendelse til Transport-, bygning- og boligminister Ole Birk Olesen samt folketingets Transportudvalg.
Herunder er brevet som de har sendt:
Regeringens infrastrukturplan afkobler Midt-Vestjyllands forbindelse til hovedstaden
Kommunerne i det Midt og Vestjyske anerkender de senere års investeringsvilje i infrastruktur i det midt- og vestjyske område, som bl.a. er forudsætningen for vækst og udvikling i hele Danmark.
Kommunerne i Midt- og Vestjylland bakker op om Billund-banen, men forudsætningen er at fremkoblingen på banelegemet opretholdes således mobiliteten fra det midt-vestjyske over Herning er intakt.
Kommunerne i Midt- og Vestjylland har dog med stor bekymring kon- stateret, at Regeringens og Dansk Folkepartis investeringsplan 2030 for transportinfrastrukturen i Danmark kan få alvorlige konsekvenser for togdriften i det midt- og vestjyske.
Strækningen mellem Vejle og Herning-Holstebro-Struer har stor lokal og regional betydning, ligesom den har betydning for den nationale sammenhængskraft.
I dag betjenes strækningen med tog i hver retning i både dag- og af- tentimer. Hvert andet tog indgår i landstrafikken og kører til København uden skift undervejs. Derudover betjenes banen af supplerende myldretidstog.
Med genudbuddet af trafikken i Midt- og Vestjylland er de ekstra myldretidstog afskaffet, mens antallet af tog med direkte forbindelse til København er reduceret fra tidligere 12 til fire afgange om dagen.
Med en Billund-bane vil antallet af direkte tog med daglige afgange fra Midt- og Vestjylland til København blive nul. Som følge af kapacitetsunderskud på strækningen, vil det samtidig ikke længere være muligt at køre med godstog mellem Vejle og Herning i de perioder, hvor der er halvtimesdrift til Billund.
Aftalen vil betyde en adskillelse af togtrafikken Struer-Holstebro-Herning-Vejle fra landstrafikken og dermed endnu en nedprioritering af Midt- og Vestjylland – ikke bare i frekvensen af afgange, men også i den direkte forbindelse til Fyn og Sjælland.
Regeringens og Dansk Folkepartis investeringsplan vil også betyde aflysning af Togfonden DK – og dermed af planerne om elektrificerin- gen af strækningen mellem Vejle og Struer.
Aftalen betyder med andre ord en afkobling af Midt- og Vestjylland, der samlet set får en væsentlig dårligere kollektiv trafikbetjening med tog. Det skal ses i lyset af, at landsdelen i forvejen er genstand for en generel forringelse af busbetjeningen.
Det er en betydelig svækkelse af områdets rammebetingelser, da en stor andel af områdets arbejdskraft kommer fra et stort geografisk område, ligesom områdets borgere i høj grad pendler til virksomheder og uddannelsesinstitutioner udenfor det Midt- og Vestjyske.
Vigtigere endnu vil borgerne opleve det som en nedprioritering af vores landsdel, samt en væsentlig forringelse af den mobilitet og tryghed, der har været forbundet med en direkte og kontinuerlig togdrift.
Hvis man virkelig ønsker at binde Danmarks landsdele sammen og sikre de bedste udviklingsmuligheder, er der brug for et velfungerende jernbanenet.
Kommunerne i det midt- og vestjyske vil derfor anmode om at Mini- steren og Dansk Folkeparti, sikrer den direkte forbindelse fra Struer- Holstebro-Herning til København, blandt andet ved at kigge på de kapacitetsmæssige udfordringer – ligesom kommunerne yderligere appellerer til at den udskudte elektrificering af strækningen mellem Vejle-Struer opretholdes som oprindeligt planlagt.
Vi foreslår, at der i forbindelse med udbud af banen Struer-København stilles krav om, at der indgår brugbare løsninger på den direkte forbindelse mellem Struer og København.
Borgmestrene stiller sig til rådighed for en drøftelse med Ministeren med henblik på sammen at sikre optimal tilgængelighed i form af gode kollektive trafikforbindelser til Midt- og Vestjylland.
På vegne af byrådene,
Lars Krarup borgmester Herning Kommune
H.C. Østerby borgmester Holstebro Kommune
Hans Østergaard borgmester Ringkøbing-Skjern Kommune
Ib Lauritsen borgmester Ikast-Brande Kommune
Erik Flyvholm borgmester Lemvig Kommune
Niels Viggo Lynghøj borgmester Struer Kommune