Antallet af byggesager vokser i Struer Kommune. Flere vil bygge hus, og det betyder, at der snart skal udlægges nye parcelhusgrunde.
Struer Kommune oplever stor fremgang i antallet af byggeansøgninger på almindelige parcelhuse, og det kan mærkes på travlheden hos kommunens byggesagsbehandlere.
I 2018 modtog Struer Kommune således 42 % flere byggeansøgninger på almindelige parcelhuse end året før.
Selvom der endnu ikke er tal for 2019 endnu, håber borgmester Niels Viggo Lynghøj, at der er tale om en tendens, der kan forstærke efterspørgslen.
”Vi satser stærkt på bosætning i disse år med en bred indsats, hvor byggegrunde er en vigtig del. Derfor er det selvfølgelig glædeligt, at der er fremgang i byggesagerne. Det kan forhåbentlig forstærke den positive stemning, vi allerede oplever på området. Men det giver også anledning til at kigge på, hvordan vi kan følge med efterspørgslen og også i fremtiden tilbyde attraktive grunde for dem, der gerne vil bygge nyt i Struer Kommune,” siger Niels Viggo Lynghøj.
Ny kommuneplan baner vejen
Borgmesteren henviser til arbejdet med en ny kommuneplan, som er blevet startet op i foråret 2019 og forventes afsluttet i foråret 2020. Planen udstikker rammerne for kommunens fysiske udvikling og dermed er det også her, nye arealer til boliger bliver udlagt.
Struer Kommune har som optakt til arbejdet med kommuneplanen fået udarbejdet en bosætningsanalyse og efterlyst input fra borgere og erhvervsliv. Det skal sikre, at udviklingen af nye boligområder og byggegrunde følger efterspørgslen, befolkningsudviklingen og forventningerne til fremtiden.
Pressemeddelelse/Struer kommune