Struer Kommune har indgået aftale med Lejerbo, som skal være med at udvikle Østergade 29 som fremtidens lejeboliger tæt på by og havn.
En moderne boform for aktive mennesker over 50 år, der efterspørger en spændende, individuel bolig kombineret med et nært hverdagsfælleskab med jævnaldrende. Sådan lyder Struer Kommunes plan for Østergade 29 i Struer, når bygningen skal omdannes til almene lejeboliger inden for de næste par år.
Den plan er nu rykket et skridt tættere på realisering. Struer Kommune har nemlig indgået en aftale med boligselskabet Lejerbo om sammen at undersøge mulighederne for at skabe et nytænkende boligbyggeri. Med boliger, som tiltaler den voksende gruppe af modne mennesker over 50 år, som efterspørger en unik bolig tæt på by, lokalsamfund og natur, men uden forpligtelser og økonomiske risici, der følger med en ejerbolig.
Partnere med ekspertise og netværk
Borgmester Niels Viggo Lynghøj er tilfreds med, at den første strategiske partner formelt er med i projektet, så processen frem mod projektering og ombygning kan fortsætte.
”Byrådets idé med at købe og omdanne Østergade 29-bygningen er at skabe en attraktiv og livlig bymidte, som tilbyder forskellige boligtyper, som borgerne vil efterspørge i fremtiden. For at opnå det, skal vi inddrage eksperter på området og derfor ser jeg frem til samarbejdet med Lejerbo, som kan kvalificere projektet med deres ekspertise og netværk inden for alment boligbyggeri,” siger Niels Viggo Lynghøj.
En fortættet by er en levende by
Struer Byråd besluttede i december 2018 at købe Østergade 29 for syv mio. kroner med to hovedformål – dels at skabe flere attraktive boliger i bymidten, som understøtter kommunens bosætningsstrategi, og dels for at skabe byfortætning. Byfortætning handler kort sagt om at investere i byens åbne pladser og tomme bygninger, så de skaber en mere levende by for indbyggere og besøgende. Princippet om byfortætning har allerede ligget til grund for anlægsinvesteringerne i området omkring Østergade 16 og By+Havn.
Næste skridt i udviklingen af Østergade 29 er at indlede samarbejder med rådgivere indenfor arkitektur og byplanlægning, der kan være med til at skabe en boligform, der løfter det samlede boligtilbud i bymidten og bidrager positivt til livet i byen.
Pressemeddelelse/Struer kommune