I Struer Kommune spiller lyd en voksende rolle i alt fra kernevelfærd til kultur, og senest er lyd blevet en del af byplanlægningen med en lydmanual for udviklingen af fremtidens byer. Den ambitiøse kommunale lydsatsning vækker international opmærksomhed blandt lydeksperter.
Lyd er et redskab for udvikling i Struer Kommune, som de seneste fem år har satset på Lydens By som kommunens overordnede fortælling og identitet. Lyd spiller en rolle i erhverv, kultur, bosætning, undervisning, events og meget andet. Demente, virksomheder, folkeskoleelever, festivalgængere og psykisk syge er nogle af de målgrupper, der har oplevet lydens positive effekter.
Nu har Struer Kommune skabt en egentlig lydmanual og taget endnu et skridt i retning af at gøre lyd til udviklingsmotor. Manualen formaliserer og kvalificerer lyd som designparameter for planlægning og udvikling af byens rum. Den skal gøre det lettere og fagligt mere virkningsfuldt at inddrage lyd – og gøre det rigtigt – i flere projekter. Og manualen skal videreudvikle Struer som en kommune, der afprøver lydløsninger, tiltrækker kompetencer og skaber merværdi i den kommunale opgaveløsning ved hjælp af lyd.
Lydkunstfestival tiltrækker kloge ører
Struers satsning på at blive et såkaldt living lab – hvor brugen af lyd bliver testet op mod virkeligheden – viser sig i forbindelse med den aktuelle lydkunstfestival Struer Tracks, som finder sted i Struer og omegn fra den 23. august til den 7. september. Her fik Lydens By som en snigpremiere på selve festivalen besøg af omkring 170 internationale lydeksperter fra Aalborg Universitet til konferencen RE:SOUND. De bliver fulgt af omkring 50 fagfolk til symposiet Sound & Site // Sound Art & Site-specificity fredag den 30 august.
Jacob Kreutzfeldt er leder af Struer Tracks og har været med i udviklingen af Struer Kommunes lydmanual og fortæller, hvorfor Struer er blevet interessant for et internationalt miljø af forskere og kunstnere inden for lyd.
”I Struer har man valgt at satse på noget, der for nogle kan virke snævert, men som samtidig åbner en hel masse muligheder. Der er lyd overalt, og vi bliver bedre og bedre til at bruge lyd bevidst: at skabe og designe lydmiljøer, dæmpe gener og skabe oplevelser med lyd. Alt det ved man en del om i Struer, hvor Bang & Olufsen har sat sit aftryk i over 90 år. I Struer Tracks-festivalen tager vi afsæt i de kvaliteter, der er til stede i Struer og skaber sammen med en masse lokale partnere nogle midlertidige kunstinstallationer: i en silo, i et butiksvindue, i en gammel DSB-liggevogn og meget mere. Struer Tracks kan skabe internationalt relevant kunst, netop fordi Struer satser så skarpt,” siger Jacob Kreutzfeldt.
Flere muligheder for lyd som dynamo for udvikling
Værtskabet for større lydkonferencer er en opgave, Struer Kommune har erfaring med at tage på sig. Innovationsnetværket Danish Sound, Dansk Akustisk Selskab og lydingeniørnetværket Audio Engineering Society har været i Limfjordsbyen på fagligt besøg. Tidligere på året var Struer Kommune selv inviteret på konference – nemlig INTER-NOISE i den spanske hovedstad Madrid – for at give et oplæg om lydmanualen og de mange lydbårne aktiviteter i kommunen.
Borgmester Niels Viggo Lynghøj fra Struer Kommune glæder sig over de mange initiativer og den internationale interesse, der bekræfter ham i, at byrådet har valgt rigtigt ved at brande sig som Lydens By.
”Lyd er meget bredt og rummer så mange muligheder for udvikling i kommunen – fra erhverv over byudvikling og kultur til kommunal kernevelfærd og meget, meget andet. Vi er nået et godt stykke, men der er stadig mange perspektiver i lyd som dynamo for udvikling. Jeg håber derfor, at både deltagelsen ved konferencen og den igangværende lydkunstfestival Struer Tracks giver ny inspiration til det fortsatte strategiske arbejde med lyd i Struer Kommune,” siger Niels Viggo Lynghøj.