Home Nyheder Nye idrætsfaciliteter i Langhøj forbinder skole og sportshal

Nye idrætsfaciliteter i Langhøj forbinder skole og sportshal

0
Nye idrætsfaciliteter i Langhøj forbinder skole og sportshal

Det bliver lettere at bevæge sig i løbet af skoledagen og det lokale foreningsliv får bedre faciliteter, når nye omklædningsrum, som er en sammenbygning af Langhøjhallen og Langhøjskolen, bliver indviet onsdag den 4. september.

Byggeriet af de nye omklædningsrum til Linde Boldklub, som er gennemført med midler fra Struer Kommune, er blevet færdigt efter tidsplanen og bliver taget i brug i denne uge. Byggeriet forbinder Langhøjskolen med Langhøjhallen, og en af de forventede gevinster bliver derfor en forstærket forbindelse mellem skole og idrætsaktiviteter. Men hele lokalsamfundet får gavn af den nye fløj.

Faciliteterne bliver indviet den 4. september fra kl. 18, hvor Linde Boldklub har arrangeret en officiel indvielse. Først med taler og forfriskninger og fra kl. 18.30 med serie 3-kampen mellem Linde Boldklub og Thyborøn på sportspladsen.

Godt socialt fællesskab
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Struer Kommune, Lars Møller Pedersen, deltager i indvielsen og holder den ene af talerne. Han glæder sig til officielt at kunne give Langhøj nye omklædningsfaciliteter og fremhæver særligt forbindelsen mellem hal og skole.

”Jeg tror på, at de nye faciliteter vil gavne idrætslivet, og i høj grad også skoletiden, positivt. Når vi skifter utidssvarende faciliteter ud med nye vil det forhåbentlig virke positivt på både foreningslivet og skolens muligheder for varierede fysiske aktiviteter. Det er afgørende for både folkesundheden og udviklingen i vores lokalsamfund, hvor gode idrætsfaciliteter ofte har betydning for at skabe et godt socialt fællesskab,” siger Lars Møller Pedersen.

Han fremhæver boldklubben for et stort arbejde for at skabe grobund for de nye faciliteter og entreprenøren Østermark for at overholde tidsplanen, så faciliteterne kan blive brugt i løbet af efterårssæsonen.

Unges trivsel kan give tilbageflytning
Lene Dybdahl, formand for Linde Boldklub, holder også tale på dagen og glæder sig på vegne af hele lokalområdet til at tage den nye bygning i brug. Det er nemlig ikke kun boldklubben, der får glæde af faciliteterne.

”Boldklubben spiller en stor rolle for lokalsamfundet ved at give både unge og ældre mulighed for at dyrke idræt, og fordi klubhuset bliver lånt ud til sociale arrangementer. Det har været vigtigt for os i byggeriet at det skulle komme alle til gavn og at det skulle bygges sammen med skolen. For at holde gang i området er det vigtigt med gode faciliteter. Hvis man har haft det godt her som ung, er der også en god chance for, at man vender tilbage, hvis man har været flyttet væk for at studere,” siger Lene Dybdahl.

Pressemeddelelse/Struer kommune

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here