Pladsen Østergade 16 kommer inden for det næste års tid til at skifte udseende. På mandag begynder gravearbejdet og så er man igang.
Som bestilt stoppede regnen og solen brød forsigtigt igennem, da borgmesteren kom ud af rådhuset og gjorde sig klar til at betjene “spaddestiksmaskinen.”
“For en 6 – 7 år siden trak TV MidtVest mig en tur gennem kommunen, så jeg kunne vise dem de steder, jeg holder af og synes er interessante,” fortalte en hæs og forkølet borgmester Niels Viggo Lynghøj i sin tale før “spadestikket.”
“Til sidst trak jeg så dem med ned til pladsen her. Dengang lå den forfaldne Rådhuskro her, og jeg sagde: Det her skal væk.”
Her nogle år efter har kommunen købt grunden og revet Rådhuskroen ned.
“Nu får vi en plads, der går fra gågaden til op foran Brugsen, og der vil være plads til mange aktiviteter,” sluttede borgmesteren inden han besteg den lille maskine, en bobcat, hedder den vist, der skulle være “spaden”.
Arbejdet begynder allerede mandag med at grave rør ned for at sikre afvandingen, fortæller Kim Jacobsen fra entreprenørfirmaet Ivan Jacobsen.
“Vi vil i første omgang arbejder inden for selve matriklen for ikke at genere de handlende mere end højst nødvendigt” siger han. “Men efter nytår bliver pladsen spærret af.”