Den skulle egentlig længe have været gået i gang, men coronavirussen udsatte på ubestemt tid retssagen mod Struer Kommunes tidligere kommunaldirektør, Mads Gammelmark. Nu er der så sat en endelig dato på, hvornår den tidligere kommunaldirektør skal møde op i retten. Det sker den 10. juni, fortæller TV Midt Vest
Mads Gammelmark er sigtet for mandatsvig, da han har brugt kommunens kreditkort til private køb. I alt er han sigtet for at have svindlet for 123.098 kroner fordelt over 174 gange.
Politiet mener at kunne bevise, at han har misbrugt det på varer og fornøjelser, der i hvert fald ikke er kommet kommunens borgere til gode eller har været relevant for Gammelmarks virke som kommunaldirektør.
Afleverede ikke bilag
Mads Gammelmark tiltrådte som kommunaldirektør i Struer Kommune i 2017. I sensommeren 2019 fratrådte han stillingen med begrundelsen om, at han var ramt af ”sygdom”. Det skulle senere vise sig, at årsagen var en helt anden. Nemlig kommunaldirektørens lemfældige omgang med kommunens penge.
Ifølge kommunens procedure skal alle, der bruger kommunens kreditkort, efterfølgende aflevere bilag, der viser, hvad pengene er gået til. I Mads Gammelmarks tilfælde er dette ikke sket et utal af gange.
Det er Retten i Holstebro, der kommer til at danne ramme om svindelsagen. Sagen bliver kørt som en tilståelsessag.