De seneste dage er der konstateret flere tilfælde af coronasmitte blandt medarbejderne på Parkskolen i Struer. Derfor lukker skolen for fysisk undervisning og SFO i perioden frem til jul.
Alle elever på Parskolen og tilhørende SFO sendes hjem til nødundervisning og nødpasning inden jul, da der er konstateret bred smitte af COVID-19 blandt medarbejderne på skolen.
Derfor er en relativ stor del af medarbejderne hjemsendt til test eller fordi de selv er smittet. Det er af den grund ikke muligt at gennemføre en forsvarlig undervisning og pasning, hvorfor eleverne frem til jul er omfattet af nødundervisning og der tilbydes nødpasning.
Nødpasningen er for børn op til 10 år, hvis forældre varetager en kritisk funktion i samfundet og for børn, der befinder sig i en særlig sårbar situation.
Der er foretaget smitteopsporing på skolen og de konkrete klasser/grupper, hvor der er konkret risiko for smitte, er allerede sendt hjem.
Skolen og SFO’en lukker derfor, da Struer Kommune vil sikre, at de gældende retningslinjer, der skal forhindre smittespredning, fortsat kan blive overholdt. Samtidig ønsker Struer Kommune at undgå risiko for yderligere smittespredning.
Det er vigtigt at understrege, at der i øjeblikket ikke er konstateret smittetilfælde blandt eleverne på 0.-4. klassetrin.
Pressemeddelelse/Struer kommune