Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed PostNord Danmark Rundt starter for anden gang på seks år i Lydens By, når den årlige danske cykelfest besøger byen den 10. august 2021 med præsentation af feltet med både danske og internationale stjerner på Tegltorvet, før rytterne og karavanen ruller ud på første etape. |
Nu går det løs igen, når Lydens By kan byde PostNord Danmark Rundt velkommen den 10. august 2021, hvor første etape har start fra Tegltorvet med underholdning og rytterpræsentation fra kl. 11. Struer har tidligere været vært for store cykeloplevelser, og var så sent som 2015 vært for starten på PostNord Danmark Rundt, der var et arrangement der trak rigtig mange tilskuere på Tegltorvet til indskrivningen af feltets ryttere. Borgmester Niels Viggo Lynghøj forklarer, hvorfor han og byrådet har besluttet at invitere Danmarks største cykelløb til kommunen igen: ”Lydens By og cykelløb klæder hinanden. Cykelsporten nyder stor folkelig interesse og mediedækning med store danske stjerner og flotte resultater og en dansk Tour de France-start i 2022. Når cykelsporten kommer forbi, er den tæt på og tilgængelig for alle og viser vores kommune frem på flotteste vis. Derfor var vi ikke i tvivl om, at det var en god idé at arbejde for at få starten på PostNord Danmark Rundt og give en oplevelse til borgere og besøgende og alle dem, der kigger med på tv fra hele verden” siger Niels Viggo Lynghøj med henvisning til, at løbet bliver transmitteret i mange timer dagligt på DR og Eurosport. Det var planlagt, at Struer også skulle have været startby i 2020, men det blev aflyst grundet COVID-19, hvorfor det ifølge Niels Viggo Lynghøj er glædeligt, at løbet igen starter i Struer i 2021: ”Vi var selvfølgelig ærgerlige over aflysningen i 2020, men vi er utroligt glade for at få tilbudt værtskabet her igen i 2021. Udover selve den sportslige del genererer PostNord Danmark Rundt formodentlig også øget omsætning i detailhandlen i Struer, ligesom der skal bruges hotelværelser til de forskellige deltagende cykelhold i feltet. Vi kan derfor kun være glade over værtskabet til Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed” Begrundet håb om stjernestøv i Lydens By PostNord Danmark Rundt fejrer i 2021 jubilæum, idet løbet afvikles for 30. gang, og det bliver ifølge arrangørerne bedre for hvert år. Det vidner løbets placering på den internationale kalender også om, hvor det ligger lige under det cykelløbenes sværvægtsklasse, World Touren. Løbet bliver kørt den 10.-14. august 2021 og starter godt tre uger efter Tour de France og to uger efter landevejsløbet ved OL. Derfor håber både Struer Kommune og løbets arrangør, Danmarks Cykle Union, at de stærkeste ryttere og mandskaber vil køre løbet som en del af forberedelserne til efterårets store løb. Arrangementet før løbsstart i Struer er ikke fastlagt, men vil minde om starten i 2015 med rytterpræsentation, underholdning og stemning på Tegltorvet og gode muligheder for at se stjernerne tæt på. Derefter bliver karavanen af reklamebiler, ryttere og følgebiler sendt på en sløjfe ad Smedegade, Torvegade og tilbage ad Østergade, før de forlader byen gennem brobuerne, ad Fjordvejen, Havne Allé og Voldgade til Vester Ringgade, hvor etapens reelle start går. Derefter fortsætter feltet ad rute 509 forbi Asp, gennem Linde, ud af kommunen og videre mod syd og målbyen Esbjerg efter 175 km. |