På standende og i havnen mangler det velkendte Blå Flag. En forglemmelse, lyder det fra kommunen.
Blå Flag er en miljømærkningsordning, der garanterer, at stranden arbejder for at sikre vores fælles natur og miljø. Derudover skal en Blå Flag-strand være ren og velholdt, have livredningsudstyr, gode toiletforhold, affaldsfaciliteter med sortering med mere. Dette er alt sammen med til, at alle får en god oplevelse på stranden.
“Vi synes, det er voldsomt irriterende,” siger formanden for Bremdal Borger og Grundejerforening, Per Lund. “Nu har vi over de sidste år sørget for en sti med belysning og en badebro. Så er det ærgerligt, at det Blå Flag kommer til at mangle.”
At det Blå Flag mangler betyder, at Struer kommunes strande ikke er med på Friluftsrådets liste og badestrande med Blå Flag.
Uheldige omstændigheder
“Vi fik ikke vores ansøgning ind i tide. Vi var fjorten dage for sent ude,” siger afdelingsleder i kommunens Plan og Miljø afdeling. “Det skyldes meget uheldige omstændigheder.”
Dan Poulsen fortæller, at da man blev klar over situationen, skyndte han sig at sende ansøgningen til Friluftsrådet. “Men på grund af de procedurer, Friluftrådet er underlagt, fik vi ansøgningen afvist.”
Dan Poulsen slår dog fast, at kommunen gør som den plejer på strandene. De tager fortsat vandprøver og sætter toiletvogne op.