Home Nyheder Minigolf ved Fjorden er klar til at tage imod de første

Minigolf ved Fjorden er klar til at tage imod de første

0
Minigolf ved Fjorden er klar til at tage imod de første
De to holdledere, blå Mads og røde John, krydser køller, ikke klinger, inden åbningsmatchen på Minigolf ved Fjorden (Foto: Jan Johansen)

Det var rød mod blå, da åbningen af minigolfbanen på havnen skulle åbnes i dag. Holdkaptajnerne mødte veloplagte op, og deres teamkammerater viste også form, da dysten, der skulle markere banens åbning, stod mellem de lokale politikere fra henholdsvis blå og rød side i byrådet.

“Det har været en lang proces,” sagde banens indehaver, Dennis Mark, da han bød velkommen. “Jeg har tænkt på det i vel 20 år, men for halvandet år siden gik vi så i gang for alvor. Og nu kan vi åbne.”

Dennis Mark, der er initiativtager og indehaver af minigolfbanen bød velkommen og håbede at banen ville være et aktiv for både havnen og byen. (Foto: Jan Johansen)

Dennis Mark takkede også alle, der har været inde over realiseringen, håndværkere og sponsorer.
“Jeg håber, at det bliver et aktiv for havnen og for byen,” sagde Dennis Mark, der også håbede, at banen må byde på mange hyggelige timer. “Og husk: Golfkøllen ikke over knæhøjde.”

Kampen gik i gang

Blå hold bestod af Mads Jakobsen som holdkaptajn, sammen med teamkammeraterne Steen Jakobsen, Karsten Hjort Larsen og Morten Graversen.
Det røde hold havde John Christoffersen som kaptajn, Ann Møller Nielsen, Lars Møller Pedersen og Flemming Odde var de tre holdkammerater.

Røde Ann startede lidt forsigtigt og famlende på hul 1. Men hun fik den hjem på 3 slag, selv om hun måtte en tur i bunkeren. (Foto: Jan Johansen)

Holdene var miksede, så hvert hold havde to røde og to blå spillere. Og for at de ikke skulle tage fejl af boldene spillede deltagerne med røde og blå bolde.

Holdene startede på henholdsvis hul et og hul 9.
På hul et fik holdet med Mads, Lars, Ann og Steen følgende resultater: Røde Lars 3 slag, blå Mads 2 slag, røde Ann, der måtte i bunkeren undervejs, 3 slag.
Holdet med røde John, blå Karsten, røde Flemming og blå Morten slog sig igennem hul ti med John på 3 slag, Karsten i 2 slag, Flemming i 2 slag, selv om han var tæt på “hole in one” på første slag og Morten, der efterhånden som kampen skred frem, viste sig som et rigtigt konkurrencemenneske, og nåede hullet på 2 slag.

Blå Morten Graversen viste sig at være et rigtigt konkurrencemenneske. Her er han dybt koncentreret, inden det første slag. Morten Graversen løb også med dagens banerekord på 36 slag. (Foto: Jan Johansen)

På mange af hullerne er der en let vej og en sværere vej. Politikerne valgte den lette vej, forhåbentlig gælder det ikke i deres politiske virke.

Det var den almindelige opfattelse, at det blå hold havde en fordel ved at have Steen Jakobsen på holdet. Han er en dreven golfspiller, som dog mente at minigolf er et helt andet spil. Men kunne ikke bare bruge driveren til at slå der-ud-af.

Den drevne golfspiller blå Steen Jakobsen på hul 10. Minigolf er et helt andet spil, mener han. (Foto: Jan Johansen)

Spillerne hyggede sig, men gik alligevel op i matchen. Der lød udbrud af ærgrelse og tilfredshed ved de forskellige huller. Men uanset om det var en rød eller en blå gav de hinanden både trøst og ros, når der var brug for det. Der var også gode råd. Bl.a. fik John Christoffersen tilråbet “Brug begge hænder”, på et hul, hvor røde John virkelig var i vanskelligheder. Ellers bredte de professionelle attituder sig med både rigtige benstillinger og prøveslag.

Holdkaptajnen for det blå hold Mads Jakobsen gør sig klar (Foto: Jan Johansen)

Da scoren skulle gøres op fik Mads Jakobsen den laveste resultat med 43 slag. På det andet hold var det Morten Graversen, der med sine 36 slag, satte den første banerekord.

Det blå hold kunne i øvrigt notere sig for den samlede sejr. “Men en dårlig generalprøve, giver en god premiere,” udbrød røde John med slet skjult henvisning til efterårets kommunalvalg.

Sådan så røde John Christoffersen ud, da han scorede hole-in-one på hul 18. Han havde ellers undervejs vist, at minigolf måske ikke lige er hans spidskompetence endnu. (Foto: Jan Johansen)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here