Onsdag kl. 11 lyder startskuddet for første sejllads i verdensmesterskabet i H-både, der har Struer Sejlklub som arrangør. Både fra seks nationer deltager. Men også dette arrangement har været udfordret af coronaen.
VM stævnet skulle egentlig have været afholdt sidste år, men blev som meget andet skubbet til i år på grund af pandemien.
Det fortæller Otto G. Jensen fra Struer Sejlklub, der, sammen med Struer Kommune, står som hovedarrangør af det store sejlsportsarrangement: “Vi havde forventet flere deltagere fra blandt andet Norge. Men desværre, er karantænereglerne strammet betydeligt, og derfor kommer der ingen norske sejlere.”
Håbet var også, at der var kommet flere deltagere fra Tyskland og Sverige. Men også her, har Corona spændt ben for potentielle deltagere. Set med arrangørerne øjne er det dog særdeles positivt, at VM kan gennemføres i 2021, efter aflysningen sidste år.
” Usikkerheden omkring Covid 19 har vanskeliggjort forberedelserne, og der er brugt mange kræfter på at informere de enkelte lande om smitterisiko og Corona-udbredelsen i Danmark. Vi har set andre internationale stævner blive aflyst, så vi er lykkelige for at VM, trods alt, bliver til noget,” fortsætter Otto G. Jensen.
Selve VM-arrangementet åbnes officielt tirsdag eftermiddag og aften, ved rådhuset i Struer. Her vil byens borgmester, Niels Viggo Lynghøj, byde de mange deltagere velkommen, efter de er gået i procession fra lystbådehavnen, med Struer Jernbaneorkester i spidsen.
Undervejs i stævnet vil der være arrangeret en række events for publikum. Blandt andet bliver der mulighed for at følge sejladserne fra den gamle Venø-færge, der agerer flydende tribune under VM.
Direkte TV fra VM
– Der bliver også sendt direkte TV fra stævnet alle dage. Det er lykkedes at få en aftale med TV2 MidtVest, som gør os i stand til at vise billeder fra sejladserne, og perspektivere de sportslige højdepunkter, hver aften, slutter Otto G. Jensen.
Der vil også være mulighed for at følge sejladserne via det såkaldte Trac-Trac system, som kan ses via en PC eller en mobiltelefon. Samtidig bliver der live-streamet fra dele af VM-arrangementet, oplyser arrangørerne.
Presse/Nicolai Hald Jepsen