Statsminister Mette Frederiksen besøgte Struer i dag, primært for at se, hvordan Midt- og Vestjyllands politi udmønter den politiske beslutning om at etablere flere nærpolitistationer. Struer får én, der åbner i den første del af oktober.
Statsministeren gav sig god tid i Struer. Hun kom kl. 12.15 og tog afsted igen 5 kvarter senere. I den tid fik hun snakket en del med de involverede, ikke mindst Lars og Søren, to af de fem betjente, der kommer til at bemande nærpolitistationen.
Fra Søndergade 10, hvor nærpolitistationen kommer til at åbne, gennem gågaden til havnen gik statsministeren med følge (bl.a. en hale af fotografer og journalister).
Mette Frederiksen gik forrest i “optoget” sammen med Lars og Søren i deres politiuniformer. Hun spurgte interesseret om deres forventninger og deres kommende opgaver, som nærpolitibetjente i Struer.
På turen hilste statsministeren på og lyttede til et par butiksdrivende i gågaden. og da vi kom til havnen var det “ismutter” Karen, der fik et par spørgsmål om hendes forventninger til at få lokale betjente til byen.
Der blev også tid til at pressen kunne stille et par spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen.
Statsministeren påpeger bl.a. at det er symptomatisk for nærpolitiets opgave at skabe tryghed. Da Karen med det blå ishus svarer Mette Frederiksen på, hvad et nærpoliti kommer til at betyde for hende, svarer hun: Tryghed. Et ord, der går igen også i samtalerne i gågaden.
“Hvad enten man har en isbod, er butiksdrivende i gågaden eller forældre til et teenagebarn, skal man jo være tryg i Danmark. Og her spiller politiet en væsentlig rolle, både for at håndtere problemer, inden de bliver problemer, og generelt med sin tilstedeværelse,” udtrykte statsminister Mette Frederiksen sig.
Som sagt fulgtes Mette Frederiksen med betjentene Lars og Søren på turen, og der blev snakket en del. Og det sammenfattede statsministeren således:
“Jeg synes, at der er tænkt en del over arbejdet. Der er fokus på SSP, der er fokus på de unge, der er fokus på de ældre, der er en rigtig vigtig gruppe, og der er fokus på det fælles rum i Struer. Og min fornemmelse er, at når vi når nogle år frem, så vil der være en bedre fornemmelse af at bo i Struer.”
Nu har du gået og snakket en del med betjentene. Kan vi godt føle os trygge?
“Ja, med de der to? Er du bims, hvor er de gode.”