Der er fortsat en smule ro på spillestedet Høloftet på Thyholm, selv om jule- og nytårspausen lakker mod enden.
Hanne og Bent Hargaard har som så mange andre også brugt den stille tid på at kigge tilbage på det år, der er gået. 2022 blev også et spændende år for kulturlivet, og på Høloftet har de naturligvis også kunnet mærke den usikkerhed, som alle danskere måske har haft i forhold til først corona og dernæst inflation. Men samlet set har 2022 været et virkeligt godt år for spillestedet på Thyholm.
Et varieret program
’Vi har haft rigtig mange besøgende igen i 2022, og det er en sand glæde at opleve, at nye kommer til samtidig med, at vi også kan sige ’goddag igen’ til kendte gæster’, fortæller Hanne og Bent. I det forgangne år fortæller de, at der til årets 35 koncerter har været godt 4000 gæster på Høloftet til intimkoncerter og på Plænen om sommeren. ’Vi har haft rigtig mange gæster til rigtig mange forskellige oplevelser. Det har været foredrag, syng-sammen, stand-up og naturligvis en masse koncerter, og vi syntes virkelig at vi genremæssigt er kommer vidt omkring i 2022’, siger Bent
Nye og etablerede musikere finder vej
I 2022 har der været mange store etablerede navne på plakaten, og dette lokker naturligvis mange gæster til. ’Vi er inde i en dejlig udvikling, hvor vi også mærker, at der er henvendelser fra bookere og musikere, som gerne vil herop for første gang. Det er vi naturligvis vildt glade for – og også helt ærlig noget beærede over’, siger Bent
De mange venner
Opbakningen til spillestedet på Thyholm mærker Hanne og Bent ikke kun fra musikere, men i høj grad også fra de mange private og virksomheder, som støtter med et medlemskab af Høloftets Venner. ’Igen engang kunne vi tælle til over 500 medlemmer, og det er vildt dejligt, at de er der’ siger Hanne og fortsætter. ’De er jo på en eller anden vis en hånd i ryggen på os, men også en flok, som vi selvfølgelig er privilegerede at kunne skrive til, når nye navne skal sættes i salg’, forklarer Hanne og Bent. De mange medlemmer kaldes ind til en gratis sommerkoncert i forbindelse med den årlige generalforsamling.
Hvad byder 2023 på?
Den lille vinterpause er snart forbi, og der bliver lukket op til et ret fantastisk år med et lige så varieret program som tidligere. De første 4 koncerter i dette nye år er udsolgte, og Steffen Brandt, Anders Blichfeldt og Niels Hausgaard skubber Høloftet godt i gang. Og ellers kan man på hjemmesiden se, at der i dette forår stadig er billetter at får til flere koncerter og at sommerens Picnic På Plænen vender tilbage i både juni og august 2023. De annoncerede navne til sommerkoncerterne er Akademiet, Alex Vargas og Moonjam