Det er ikke fordi der er flere æbler på Thyholm end andre steder, men bestyrelsen for Borgerforeningen syntes for 4 år siden, at det kunne være en sjov idé.
“Det er fjerde år, vi holder æblefestival,” fortæller Victor Nielsen, formand for Hvidbjerg og omegns borgerforening.
“Folk kommer med deres æbler, og egentlig skal de gøre arbejdet selv, men det er bestyrelsen og et par hjælpere, der står for at hakke æblerne i stykker og putter dem i pressen,” siger Victor Nielsen om “mosteriet.”
“Folk står så selv og tapper saften i den medbragte emballage,” tilføjer Victor Nielsen. Men han fortæller også, at det er muligt både at købe æbler og emballage, hvis man ikke selv har med.
“Og friskpresset æblemost smager himmelsk,” er Victors erfaring fra de andre år.
Programmet har desuden både underholdning og andre spiselige ting. Der kan købes grillpølser, kaffe og kage (alle med æbler som ingrediens).
Victor Nielsen anslår, at der de andre år har været omkring 200 mennesker forbi festivalen i løbet af dagen. “Og vi er blevet godt trætte i armene af at presse æbler.”