Arne Thorgaard blev æresmedlem da Socialdemokratiet fejrede partiforeningens 125 års jubilæum

spot_img

Fredag blev en historisk dag for Socialdemokratiet i Struer Kommune, da partiet markerede sit 125-års jubilæum med en flot fejring. Dagen bød på både reception om eftermiddagen og en festlig aften, hvor medlemmer, venner af partiet og lokale borgere samledes for at hylde partiets lange historie, stærke fællesskab og fortsatte betydning for Struer Kommune.

Reception og fest satte rammen om fejringen

Jubilæet blev indledt om eftermiddagen med en åben reception, hvor både medlemmer og samarbejdspartnere var inviteret til at markere den store milepæl. Her blev der udvekslet historier, takket for indsatsen gennem årene, og der var mulighed for at mødes på tværs af generationer.

Om aftenen blev fejringen fortsat med en festlig sammenkomst, hvor medlemmerne kunne nyde en aften fyldt med taler, underholdning og fællesskab.

Tre festtaler satte fokus på Socialdemokratiets betydning

Aftenens program blev indledt med tre stærke festtaler af markante socialdemokratiske profiler:

Henrik Dam Kristensen, tidligere minister og formand for Folketinget, satte Socialdemokratiets historiske betydning i perspektiv og fremhævede partiets uundværlige rolle i opbygningen af det danske velfærdssamfund.
Lars Møller Pedersen, formand for Socialdemokratiet i Struer og borgmesterkandidat, takkede medlemmerne for deres engagement og understregede, at partiets værdier om fællesskab, solidaritet og retfærdighed fortsat skal være drivkraften i Struer Kommunes udvikling.
Niels Viggo Lynghøj, tidligere borgmester, delte med indsigt sine refleksioner om Socialdemokratiets udvikling og den vedholdende indsats for at skabe de bedste vilkår for kommunens borgere.

Arne Thorgaard udnævnt til æresmedlem

En af aftenens helt særlige øjeblikke var udnævnelsen af Arne Thorgaard som æresmedlem. Arne har været medlem af Socialdemokratiet i over 50 år og har gennem årtier været enmarkant skikkelse i lokalpolitik. Som tidligere formand for Socialdemokratiet Hjerm-Vejrum og medlem af Struer Byråd i 24 år har han været en stærk socialdemokratisk stemme. Senest har han spillet en central rolle i jubilæumsudvalget, der har haft til opgave at planlægge og gennemføre fejringen af partiforeningens 125-års jubilæum – en milepæl i partiforeningens historie.

Arnes kommunalpolitiske virke begyndte i 1990, da han blev valgt til byrådet under daværende borgmester Niels Bergholt (V). Gennem sine mange år i byrådet har han kæmpet for en række mærkesager – særligt cykelstien mellem Struer og Hjerm, som han utrætteligt arbejdede for gennem fem valgkampe.

Jeg begyndte at tale om cykelstien i starten af 90’erne. Jeg talte, argumenterede og blev ved – og til sidst lykkedes det. Nu ligger stien der, fin og flot,” sagde Arne Thorgaard, da projektet endelig blev en realitet.

Som formand for Socialdemokratiet i Struer Kommune fortæller Lars Møller Pedersen således:

Arne Thorgaard har gennem årene været en urokkelig drivkraft. Hans store engagement, både i byrådet og i organisationen, har sat tydelige spor og det er derfor en stor glæde at kunne udnævne ham som æresmedlem af partiforeningen. Det er en velfortjent anerkendelse af en mand, der gennem årtier har kæmpet for at styrke fællesskabet og skabe positive forandringer i vores kommune.

Med æresmedlemskabet hylder Socialdemokratiet i Struer Kommune en ildsjæl, der har sat et varigt aftryk på både partiet og på Struer Kommune. Arne Thorgaard har kæmpet for udvikling, sammenhold og socialdemokratiske værdier, og hans indsats vil stå som en inspiration for fremtidige generationer.

En dag med fællesskab, historiske tilbageblik og fremtidsperspektiver

Udover de inspirerende taler og den særlige hæder til Arne Thorgaard bød både reception og fest på musikalsk underholdning, hyggeligt samvær og historiske tilbageblik, hvor tidligere og nuværende medlemmer delte deres oplevelser og visioner for fremtiden.

Socialdemokratiet i Struer Kommune ser frem til at fortsætte kampen for et stærkt lokalsamfund, hvor retfærdighed, social ansvarlighed og fællesskab forbliver kerneværdierne – nu og i fremtiden.

spot_img
spot_img
spot_img