Home Nyheder At bevare grundskolerne er ikke nok

At bevare grundskolerne er ikke nok

0
At bevare grundskolerne er ikke nok
Møde om skolerne i Struer i juli. Foto: Jan Johansen, Struer Nyheder.

VKR flertallet regner nu på alligevel at bevare grundskolerne på begge byskolerne. Men det er ikke nok, lyder det fra folkene bag “Bevar skolestrukturen i Struer by” gruppen.

Presset har været stort efter at partierne Venstre, Konservative og Radikale i juni skrev under en rammeaftale, som med et slag lukkede Limfjordsskolen og Parkskolen som vi kender dem i dag. Fra sommeren 2024 skulle der kun være en grundskole på Limfjordsskolen og en overbygningsskole på Parkskolen, med fælles ledelse og bestyrelse, alt sammen uden nogen inddragelse eller tid til debat. Derudover skulle Bremdal og Humlum skolers fremtid til debat.

Det førte til et stort møde kort før sommerferien hvor folkene i lokalområderne og Struer by fik organiseret nogle grupper, som skulle kæmpe for at bevare deres skoler. Hen over sommerferien har grupperne arbejdet flittigt og har lagt et stort pres på det lille flertal i byrådet, med læserbreve, husstandsomdelinger, bannere rundt om i byen og meget mere.

Det solide pres førte tidligere på ugen til et tilbagetog fra VKR partierne. Nu skulle der regnes på om der kunne være en grundskole på begge byskolerne. Dette reagerer gruppen bag “Bevar skolestrukturen i Struer by” nu på.

– Det er positivt, at flertallet i byrådet er ved at undersøge muligheden for, at der stadig kan være indskoling på Parkskolen, men det får os ikke til at stoppe kampen. Der er stadig mange ting, der skal gøres opmærksom på, siger Kristina Skøtt Pedersen til Dagbladet Holstebro.

Brug for en helhedsløsning.

– Der er absolut meget at kæmpe for endnu. Der er brug for en helhedsløsning, hvor alle involverede på skoleområdet er med i dialogen og med til at finde en holdbar løsning, så vi ikke står i den samme sparesituation om et år eller to, siger Henriette Thomsen til Dagbladet Holstebro.

Onsdag d. 23 august står gruppen for en demonstration med start ved de to byskoler og med mål på Rådhuspladsen. De starter kl. 8.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here