Flaget var hejst da Struer nye plejecenterdet, som nu kun mangler besøg af forårets gartnere, blev indviet og vist frem.
“Det er en dag som både beboere, personale og pårørende har set frem til,” indledte centerchef Tina Holmgaard sin velkomst. “Vi har set frem til at vise jer vores nye hjem. For selvom Bangs Have er et plejecenter er det også et hjem for vores beboere.”
Den 26. februar i 2018 blev det første spadestik til plejecentret taget og her 2 år efter er der nu 48 2 værelses lejligheder, hvoraf de 32 indtil videre er beboet.
Bangs Have er et resultat af den strategi, byrådet har valgt for plejeområdet. Det betød, at der skulle bygges nyt. Det blev Bøgelund i Voldgade, der åbnede i 2009, og Enggårds Centret, der efter en gennemgribende renovering, åbnede i 2012. Derud over er der så Solvang i Hvidbjerg.
“Vi har med Bangs Have dækket vores kommune af med nogle rigtigt fine bygningsmæssige tilbud til vores ældre,” sagde borgmester Niels Viggo Lynghøj i sin indvielsestale. “Og ikke kun bygningsmæssige. Byrådet har besluttet, at der også skal flere varme hænder ud i plejeboligerne. Det er vigtigt, når vi vil give vores ældre medborgere en værdi alderdom.”
Bangs Have
Inspirationen til Bangs Have kommer fra et besøg, socialudvalget var på i Holland, hvor man så, hvordan hollænderne byggede i forhold til pleje af demente.
Bangs Have består af 48 plejeboliger, der nærmest er indrettet som en to værelses mindre lejlighed. De er i øvrigt byggede så der kan flyttes en væg, hvilket gør boligen til ét stort rum
På de fremmødtes rundtur i centret blev man præsenteret for store lyse lokaler, hvilket i øvrigt kendetegner Bangs Have. Der er malet i lyse og hvide farver, og de store vinduespartier, gør Bangs Have til et lyst og indbydende sted.
De 48 boliger ligger i 4 huse, der ligge i forlængelse af hinanden. Dertil kommer et stort fælleshus.
Stedet har plads og volumen, så der er god plads til at være sig selv. Så hvis man har en opfattelse af, at et plejehjem er et mørkt og støvet sted, så kig forbi Bangs Have. Det er lyst, rummeligt og moderne, ja, der er sågar wi-fi.
Der er bygget med god plads mellem bygningerne, så når det bliver tid til at plante til, er der masser af plads til græs, blomster, træer og buske.
Bangs Have er også en arbejdsplads
Funktionsleder Karen Høyer, der tidligere var leder af de nedlagte centre i Humlum og Asp, har glædet sig til, at Bangs Have kunne sige tak for nu til håndværkerne.
“De første beboere flyttede ind tilbage i september sidste år. Så vi har været her i nogen tid, men har ventet på at få de sidste huse færdige, så nu glæder vi os til at få det hele taget i brug.”
Men Bangs Have er også en arbejdsplads, så der er også tænkt på personalet, fortæller Karen Høyer:
“Der er bl.a. installeret loftslifter i alle lejlighederne, og der er god plads på badeværelserne, som er indrettet med et hæve-sænke toilet og mange greb.”