Besøgsrekord på Struer Museum

spot_img

Det nyskabende koncept, Gademuseet, har bidraget væsentligt til, at 2024 blev et rekordår over hele linjen for museet.

Stemningen er i top på Struer Museum efter et rekordernes år i fjor. Mere end 18.000 besøgende var næsten 25 pct. flere end i 2023. Aktivitetsniveauet afspejler sig på mange måder. Museets venskabsforening har blandt andet fået en lang række nye medlemmer i løbet af året. Der er nu flere end 500 personer i foreningen.

Det er især museets nyskabende koncept, Gademuseet, der har bidraget til succesen, mener museumsdirektør Helle Sigh. I løbet af 2024 gennemførte museet tre forskellige udstillinger på udvalgte gader i Struer, hvor borgerne i de berørte gader selv blev inviteret til at bidrage med indhold til den enkelte udstilling.

Ideen om at inddrage de lokale beboere i den type udstilling, hvor vi kommer ud til borgerne i stedet for, at de er nødt til at komme ind på museet, har vist sig at være rigtig og vigtig. Det har skabt øget interesse for lokalhistorien helt generelt. Det kan vi se på de sociale medier. Vi kan også se det på den modtagelse vores magasin om Gademuseet fik, og så er jeg da rigtigt glad for de mange nye medlemmer af venskabsforeningen. Endelig må vi ikke glemme, at Gademuseets succes på ingen måde har kannibaliseret besøgstallet på selve museet,” forklarer Helle Sigh, der også glæder sig over, at lokalhistorien også begynder at forankre sig hos børn og unge familier, som i stigende grad benytter museets tilbud.

Måske nye rekorder

2024 rekorderne står sandsynligvis allerede for fald i år, hvor aktivitetsniveauet får et godt nyk opad. Gademuseet fortsætter på skift mellem tre gader i Struer: Ådalen, Sarpsborgvej og Kjelding Høj.

2025 bliver året, hvor konceptet tilmed udvides, så to af kommunens landsbyer også får besøg af et rullende museum. I Gademuseet inddrages folk fra animationsmiljøet i Viborg her. Der bliver vist film på storskærm om mennesker, der bor i landdistrikter og meget mere.

Hvilke landsbyer, der bliver tale om, er endnu ikke afgjort. Det rullende museum gennemføres med støtte fra blandt andre LAG og og Slots- og Kulturstyrelsen.

100-års jubilæum

Årets største begivenhed på Struer Museum bliver imidlertid markeringen af Bang & Olufsens 100-års jubilæum i november. Kommunens store, teknologiske flagskib og vigtige arbejdsplads har altid fyldt meget på museet, men jubilæumsudstillingen bliver i en helt anden skala. Der arbejdes allerede på højtryk med udviklingen af den helt særlige udstilling, som har modtaget en donation på halvanden mio. kr. fra Augustinus Fonden.

Inden da, når vi er i august, åbner museet en helt anden type udstilling. Den har en meget speciel titel: ”Fordelene ved at være ordblind”.

Udstillingen er skabt i samarbejde med kunstneren Julie Nymann, Struer Bibliotek og Lydlaboratoriet på Sound Art Lab i Struer. Den er baseret på fortællinger indsamlet blandt ordblinde i alderen fra 9 til 70 år – hvor børn og unge i Struer Kommune har deltaget. Som titlen antyder, ligger fokus på, at ordblindhed også kan være en styrke i stedet for, at man fokuserer på begrænsninger. Ca. 400.000 danskere er i forskellig grad ordblinde, og her vil de kunne finde en positiv fortælling om ordblindhed. Udstillingen suppleres med blandt anden workshops og en række andre aktiviteter. Lokale børn og unge inddrages i projektet. Det støttes økonomisk af Ege Fonden og Statens Kunstfond.

Museumsreform

Trods de gode resultater i 2024 og udsigterne til et hæsblæsende 2025, er alt ikke bare idyl, når Helle Sigh kigger fremad.

Vist er vi glade for de resultater, vi har opnået og givetvis også kommer til at opnå, men der hænger også nogle mørke skyer over os mindre museer i Provinsen de kommende år,” siger hun med henvisning til den nye museumsreform, der trådte i kraft ved årsskiftet.

Museumsdirektøren erkender, at en reform var påkrævet. Reformen har også mange positive elementer, mener hun, men på vegne af mange mindre, statsanerkendte provinsmuseer, udtrykker hun bekymring. Det skyldes især, at der ikke er taget hensyn til forskellene på museer på land og i by.

Det er minimumskravene til statsanerkendte museer, der bekymrer hende. De hedder nu 10.000 besøgende årligt. Der skal være en indtjening på 4 mio. kr. ud over det statslige tilskud, og desuden skal der hver tredje år publiceres en forskningsartikel. Lever det enkelte museum ikke op til kravene, ryger statsanerkendelsen og dermed statstilskuddet, der for de fleste små museers vedkommende udgør halvanden mio. kr. efter den nye reform. En del vil få svært ved at leve op til de nye krav, frygter Helle Sigh. De har nemlig ikke tilnærmelsesvis den samme publikumsmasse som de større byers.

spot_img
spot_img
spot_img