Fredag aften d. 4/11 2022 myldrede 60 forventningsfulde gymnaster og venner ind i Struer Energi Park.
Traditionen tro var det et program med spring på forskellige opstillinger og stortrampoliner, en tur i svømmehallen og masser af hygge.
Lørdag morgen sluttede arrangementet med en fremvisning for gymnasternes familier.
Ud over mange forskellige spring sørgede gymnasterne også for bølger i en serie til “Walking on water” af Zididada.
I deres blå t-shirts lavede de bevægelser som hav og “gik på vandet”.
Struer gymnastikforening takker for opbakningen og også en stor tak til forældre der byder sig til at hjælpe i løbet af arrangementet. Det er ikke muligt at få logistikken til at hænge sammen med så mange børn uden jer.
Det er en flok stolte og engagerede arrangører fra bestyrelsen og instruktører fra Struer Gymnastikforening, der ser tilbage på et arrangement med energi og fælles oplevelser, som flytter grænser i de gode rammer som Struer Energi Park har at byde på.
I år har vi oplevet særlig stor søgning på flere børnehold. Det har betydet at vi har måttet lukke for yderligere tilgang på flere hold, da vi ikke har instruktører nok til at dække så store hold, fortæller formand Katrine Lauth. Det er altid rigtig ærgerligt at skulle skuffe børn, der gerne vil være med og benytter derfor også anledningen til at ønske sig, at endnu flere får mod på at tilbyde sig som frivillige i Struer gymnastikforenings givende fællesskab.