Demokratiet fejres i Hjerm på Grundlovsdag

af | 2. juni 2026

Når Grundlovsdag markeres den 5. juni, bliver det med bred politisk opbakning i Hjerm, hvor partierne i Struer Kommune endnu en gang går sammen om en fælles fejring af demokratiet og de frihedsrettigheder, som den danske grundlov bygger på.

Grundlovsfesten finder sted fredag den 5. juni fra kl. 13.30 ved Naturhuset i Hjerm, hvor borgere fra hele kommunen inviteres til et par hyggelige timer med taler, fællessang, aktiviteter og politiske samtaler på tværs af holdninger og partifarver.

Arrangementet samler både lokale byrådspolitikere og folketingspolitikere fra hele det politiske spektrum. Ambitionen er at skabe en dag, hvor politik flytter ud blandt borgerne, og hvor der er plads til både debat, fællesskab og hyggeligt samvær.

På talerstolen kan publikum opleve:

Signe Munk (SF)
Henriette Thomsen (Konservative)
Tim Pindstofte (Venstre)
Thorbjørn Jacobsen (Liberal Alliance)
Lone Nørgård Holst-Hansen (Fem For Forandring)
Adrian-Silviu Suiugan (Udenfor liste)
Frederik Madsen (Enhedslisten)
Palle Lykke Ravn (Socialdemokratiet)

For Thorbjørn Jacobsen er Grundlovsdag en anledning til at sætte fokus på de demokratiske værdier, som præger det danske samfund.

– Man kan glæde sig over, at vi danskere er velsignet af at leve i et af de få liberale demokratier, med stærke institutioner, frie valg og lav korruption, skriver Thorbjørn Jacobsen.

For Palle Lykke Ravn handler dagen først og fremmest om fællesskab og om at huske, at demokratiet ikke vedligeholder sig selv.

– Vi er heldige at leve i et land, hvor vi frit kan sige vores mening, organisere os politisk og vælge dem, der skal repræsentere os. Det er ikke noget, man skal tage for givet. Derfor glæder jeg mig til en dag, hvor vi kan mødes på tværs af politiske holdninger og fejre det fællesskab og den frihed, som vores demokrati bygger på, siger Palle Lykke Ravn.

Udover talerne bliver der fællessang, aktiviteter for børn og mulighed for at mødes med politikerne til en uformel snak om både lokale og nationale emner.

FDF sørger for grillen, hvor der kan købes pølser, ligesom der vil være salg af øl, vand og kaffe. Arrangementet foregår udendørs, og gæster opfordres til at medbringe en campingstol, da der kun er et begrænset antal siddepladser på området.

Arrangørerne håber på godt vejr og stor opbakning til en eftermiddag, hvor demokratiet, fællesskabet og den gode politiske samtale er i centrum.

Der er fri adgang til arrangementet, og alle interesserede borgere er velkomne til at være med til at fejre Danmarks nationaldag.

Foto: SF Struer viser banneret frem.