Home Nyheder Dina Thorslund tog sit andet bælte

Dina Thorslund tog sit andet bælte

0
Dina Thorslund tog sit andet bælte
Dina Thorslund har forladt Struer til fordel for Holstebro. Det er kærlighed, der har fået hende til det.

“Hun var hård og tog, hvad jeg kom med,” siger Dina Thorslund om sin modstander i VM kampen fredag aften. “Men jeg synes ikke, hun var nogen “jernlady”. Hun var da til at ramme.”

I overbevisende stil tog Dina Thorslund sejren i VM kampen i bantamvægt over mexicaneren Jasseth Noriega i Struer Energi Park fredag aften. Nu er hun dobbelt verdensmester og indehaver af bælterne både i superbantamvægt og bantamvægt.

“Jeg vidste, hun var hård, så det var ikke noget med at brænde det hele af fra starten,” fortæller Dina. “Jeg tror de dybe slag holder hende nede i kadence, så hun ikke kommer med den fart, vi havde tænkt os, hun ville.”

“Men jeg bliver ved med at holde hovedet koldt og bokser, det jeg skal. Jeg synes, jeg holder min afstand og tager de chancer, jeg får. Jeg holder lidt igen på tempoet, så jeg er klar til at skrue op, hvis hun også skulle gøre det.”

Træneren og arrangøren

“Som træner og arrangør er jeg rigtig stolt over Dina her i aften,” siger Thomas Madsen, der denne gang både har fungeret som Dinas træner og arrangør af selve stævnet. “Man går jo og skjuler noget op til sådan en kamp: Der har været nogle småskader, flere end der burde være, der har været corona-isolation og andet, så at Dina går ud og bokser den bedste kamp, jeg har set rigtig længe, det er jeg virkelig stolt af.”

“Det er jo en lettelse,” siger Thomas Madsen om aftenens stævne, nu hvor det er slut. “Det har ikke været sjovt de sidste 8 uger, med at skulle finde ny modstander og man er bange for, at det hele går i vasken. Og hvad siger nu TV2. Så der var faktisk en uges tid, hvor jeg ikke syntes det var sundt. Men det gik.”

Dina og Struer

Dina Thorslund var en tur i hallen inden det blev hendes tur. Hun var inde for at berolige kæresten: “Han var lidt nervøs og berørt af det, så jeg skulle lige ind og sige, at jeg var klar og at det nok skulle gå.” Hvad det så jo også gjorde. “Jeg skal altid lige en tur ind for at hilse på dem, jeg kender.”

“Det er et kæmpe sammenhold, vi har her i byen,” siger Dina Thorslund om den modtagelse hun får, når hun viser sig på sådan en aften. “Det mærkede jeg allerede fra det øjeblik, jeg kom ind af døren.”

“Jeg kunne også mærke det under indvejningen, hvor jeg lige stikker hovedet ind og vinker. Man kan mærke den fornemmelse af sammenhold med det samme. Det er fantastisk at have den her by i ryggen.”

“Det er altid lidt specielt, men i aften er det vildt: Verdensmester i to vægtklasser, og vi har selv trukket læsset,” siger en stolt Dina Thorslund. “Vi gør al arbejdet selv, det synes jeg er vildt. Det er os, TK Promotion og Struer, der formår det.”

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here