Ved forrige weekends danmarksmesterskab i cykelcross leverede Anton fra Struer en stærk præstation på en særdeles teknisk rute, som var yderligere udfordret af snevejr og vanskelige forhold.
Anton, der til daglig kører for Holstebro Cykle Club 1960, kom godt fra start og satte tidligt tempoet i front af feltet. Sammen med to andre ryttere fik han skabt et afgørende hul til resten af feltet, og de tre ryttere kom til at præge løbet hele vejen.
Løbet forblev spændende helt frem til målstregen, hvor Anton efter en flot og disciplineret indsats kørte sig ind på en imponerende 2. plads. Resultatet sikrede ham en sølvmedalje ved DM og indfriede samtidig målsætningen om en podieplacering.
