Endnu en elev som går på Struer Statsgymnasium er konstateret smittet med Coronavirus, skolen meddeler dette på sin facebook-side. En klasse i 3g er sendt hjem. Skolen har taget alle forholdsregler. Det meddeles at der intet sammenhæng er mellem de to smittetilfælde.
Det nyeste smittetilfælde er efter al sandsynlighed sket efterskolentiden til en fest, hvor et drinksglas er gået på omgang. Skolen beder derfor forældrene om at tage en snak med de unge, om de forholdsregler som de skal tage i deres fritid.
Vi bringer herunder hele opslaget fra Struer Statsgymnasium:
VIGTIGT NYT
Endnu en elev er smittet med corona-virus på Struer Statsgymnasium. Skolen har i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed og Hygiejneen besluttet følgende tiltag for at undgå yderligere smittespredning: En klasse i 3g er sendt hjem og må ikke møde i skole før tidligst torsdag 27/8 kl. 8.00. Eleverne i den pågældende klasse og deres undervisere har modtaget særskilt orientering om hjemsendelsen. Hvis man som hjemsendt elev har symptomer på COVID 19, skal man lade sig teste og ikke møde i skole igen, før man kan vise et negativt testresultat. Hvis man som hjemsendt elev ingen symptomer har, når hjemsendelsesperioden slutter, skal man møde i skole igen torsdag morgen. Se skemaet i Lectio.
Alle andre elever på skolen har skolegang jf. de retningslinjer, som skolen har udsendt før sommerferien til alle elever og som er tilgængelige på skolens hjemmeside.
Der er ingen sammenhæng mellem de to smittetilfælde. Det nyeste smittetilfælde er efter al sandsynlighed sket ved en social sammenhæng uden for skoletid til en fest, hvor et drinksglas er gået på omgang.
På skolen og kostskolen har vi taget alle de forholdsregler, som myndighederne har bedt os om. Der er håndsprit ved alle indgange, der er håndsprit på gangene, vi beder eleverne om at holde afstand, holde den gode hosteetikette osv. Men vi har kun eleverne på Struer Statsgymnasium i tidsrummet 8.00-15.00.
Derfor skal der lyde en bøn fra skolen til forældrene om at tage en snak med de unge om deres færden og om de forholdsregler, de kan tage i tiden fra 15.00-8.00. Skal vi undgå smittespredning, skal eleverne også huske på reglerne i deres fritid.
Mads Brinkmann Pedersen, Rektor, Struer Statsgymnasium