Har du talt med nogen i dag? At føle sig ensom er en følelse, de fleste kender, men for nogen bider ensomheden sig fast med store konsekvenser for den enkeltes trivsel og mentale sundhed. Ifølge Sundhedsstyrelsen oplever en ud af otte borgere svær ensomhed, det svarer til mere end 2500 borgere i Struer Kommune. Der er derfor et stort og stigende behov for at finde gode løsninger på at afhjælpe og mindske ensomheden. Struer Frivilligcenter sætter således gang i nye gruppetilbud i efteråret, dels for unge voksne, dels for voksne i øvrigt, der oplever svær eller langvarig ensomhed.
”Der findes mange lokale fællesskaber og tilbud i Struer Kommune, men er du fanget i ensomhedens kløer, kan det være en stor mundfuld at skulle række ud til disse” fortæller Henriette Fischer, projektleder i Struer Frivilligcenter.
Struer Frivilligcenter har i samarbejde med landsorganisationen Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark udviklet et nyt gruppetilbud målrettet personer, der føler sig ensomme. Og selv om Struer Frivilligcenter har en del erfaring med at etablere selvhjælpsgrupper for personer, der går gennem livskriser, som fx sygdom eller sorg, er det første gang, centret etablerer grupper kun med fokus på ensomhed.
”Vi ser gang på gang, hvilken betydning det har, at mødes i grupper med folk, der har oplevet det samme som en selv, så man kan spejle sig i andres erfaringer, følelser og tanker. Vi oplever, hvordan gruppedeltagere føler sig set, mødt, hørt og forstået, og hvordan deltagelse i gruppen giver en bedre forståelse og accept af egen situation, så man i fællesskabet finder styrken til at hjælpe sig selv og andre videre. Derfor tror vi også på, at selvhjælpsgrupper mod ensomhed kan være en af løsningerne på at afhjælpe og mindske ensomhed,” fortæller Henriette Fischer.
De nye ensomhedsgrupper i Struer Frivilligcenter er en del af et større projekt finansieret af Den A.P. Møllerske Støttefond, hvor grupperne bliver afprøvet i flere end 20 kommuner, herunder Struer Kommune. Grupperne bliver igangsat af frivillige facilitatorer, og hos Struer Frivilligcenter er foreløbigt 2 frivillige i gang et særligt uddannelsesmodul målrettet de nye grupper, men centret søger flere frivillige og gerne borgere, som selv har stået i svære livssituationer.
Fakta om grupperne i Struer Frivilligcenter
Opstart: Fra efteråret 2023
Mødested og tidspunkt: Struer Frivilligcenter
Antal mødegange: 8-10 gange
Hør mere hos Henriette Fischer, tlf. 52 17 69 68