Fra Park skolen kælder til Energiparkens loft
I sidste uge bragte vi på vores Facebook-side en video om Struer Amatør Bokseklubs ydmyge lokaler og trange vilkår.
Det var godt vi nåede det, der ser nemlig ud til at være en løsning på vej.
I kommunens budget for 2019 er der nemlig afsat 500.000 kr. til at sikre bokseklubben tidssvarende træningsforhold. Der bliver specifikt peget på et lokale i Struer Energi Park.
“Jeg har set lokalet.” siger bokseklubbens formand, Jørgen Baadsgaard. “Det er et råt lokale, der ligger på loftet i Energi Park, og hvis det kan blive vores eget, så kan det godt bruges.”
“Det er vigtigt for os, at lokalet kan blive vores eget, så vi ikke skal pakke sammen, hver gang vi har været der. Så vil vi kunne indrette det som et rigtigt bokselokale med 2 bokseringe, og ikke som i dag, hvor der bare er spændt et reb ud mellem 4 stolper.”
Vores eget boksecenter
Jørgen Baadsgaard slår på, at det skal kunne være et bokselokale i 24 timer i døgnet, så f.eks. Dina Thorslund, der bruger bokseklubbens lokale under sin træning, kan komme, når det passer.
“Vi har arbejdet nu i godt to år på at få mulighed for nye lokaler, så det lyder rigtig godt, at kommunen nu træder til, så det kan lykkes, er vi rigtig glade for,” siger Jørgen Baadsgaard, der fortæller at lokalet er på ca. 300 kvm.
Et nyt lokale, der er bokseklubbens eget, vil kunne indrettes som et professionelt træningscenter og det betyder meget for mulighederne for at kunne udvikle sig:
“Der er mange, der gerne vil dyrke boksning som motionssport, men som vores forhold er i dag, så finder de hurtigt noget andet,” fortæller Jørgen Baadsgaard. “Nu får vi mulighed for at oprette et motionshold. Boksning er en rigtig god motionsform. Det vil kunne gøre klubben større og bredere. I dag er det kun dem, der går meget op i boksning, der kommer i klubben.”
Hvor der i dag ikke er omklædningsmuligheder og bad, vil bokserne kunne bruge energi Parkens faciliteter på lige fod med andre, der bruger centret.
Diplomstævner
Inden man som nybegynder skal bokse rigtige kampe bokser man diplomkampe. Her gælder det om at præsentere teknikken. Så får man point derefter.
“De stævner har vi behov for at kunne holde. Så kan bokserne komme fra hele Jylland til Struer. Så er vi heller ikke nødt til at køre så meget.”