Home Arrangementer Fire malere og en fotograf mødes på Mississippi og …

Fire malere og en fotograf mødes på Mississippi og …

0
Fire malere og en fotograf mødes på Mississippi og …

Kunst- og kulturstedet Mississippi på Thyholm viser årets sidste udstilling i perioden 30. september – 5. november

Susanne Luup er en maler, som det thyholmske kunst- og kultursted Mississippis stamgæster må kende eller genkende. Hun har nemlig været med på de sidste to censurerede udstillinger. Fra 30. september deltager hun igen, nu på årets sidste udstilling, der løber frem til 5. november.

”Hun maler med klare farver og i et enkelt billedsprog. Der er for mig et dejligt gensyn,” siger Bruno Nordensgaard.

Han er stifter og daglig leder af Mississippi, som har hjemsted i Odby gamle skole på det sydlige Thyholm.

Foruden Susanne Luup har Mississippi inviteret tre andre kvindelige billedkunstnere – Merete Dahlstrøm de Vroom, Lone Stampe og Charlotte Skaaning – samt fotografen Lars Hylleberg.

Noget for alle
”Som jeg plejer at sige, er der en god bredde. Noget for alle,” forklarer Bruno Nordensgaard, og tilføjer: ”Det er i hvert fald, hvad vi tilstræber. Men det kan jo komme an på en prøve. Så kig forbi!”

Susanne Luup, som bor på Møn, er svensk-født. Hendes malerier tager udgangspunkt i fotografier fra barndom og ungdom, hvor disse fotos får deres eget liv og udtryk under hendes pensel og oliefarver. Hun vælger ofte store lærreder.

Merete Dahlstrøm de Vroom fra Tilst ved Aarhus maler overvejende figurativt med forskellige abstraktioner. ”Jeg er et positivt menneske, men mine figurer er ofte tænksomme, til tider vrede eller helt fjollede,” fortæller hun.

Merete Dahlstrøm begyndte at udstille i 2013.

Genkendelighed i det abstrakte

Lone Stampe, Kolding, viser spontanitet og temperament i sine værker, der er overvejende abstrakte, men i mylderet af penselstrøg dukker ansigter, kroppe og sære figurer frem, med følelser som angst, fortvivlelse og vrede. Lone Stampes lærreder kræver nærvær og indlevelse.

Charlotte Skaaning, Ringsted, maler mennesker i alle mulige positurer. Disse opstillinger giver sammen med kunstnerens farvevalg og maleteknik spændinger, dramaer. Også her kræves der nærvær af tilskueren.

Redaktør af Kunstavisen og anmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten Tom Jørgensen har skrevet om en ”følelse af dirrende spænding som i en Hitchcock-film, der gør Charlotte Skaanings billedunivers fascinerende.”

Fotograf med åbne sanser

Endelig er der den ene hane i kurven, fotografen Lars Hylleberg fra Køge. Han viser sine værker, som han samlet kalder ”Med åbne sanser.”

”Titlen siger noget rammende om billederne og om mit fotografiske virke,” forklarer han. ”Alle de udvalgte fotografier er taget, mens jeg har bevæget mig rundt, været på vej og betragtet verden – og ventet på, at den har villet mig noget. Nogen smukt, overraskende, erindringsladet, noget skjult for det blotte øje. Jeg har ladet intuitionen og mine følelser råde.”

Mississippi viser efterårsudstillingen i perioden 30. september til 5. november.

Åbningstiderne er torsdag, fredag, lørdag og søndag kl. 13.30 til 17.

Ferniseringen 30. september foregår kl. 14.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here