Home Nyheder Første etape af Struers nye bydel Stævnen i udbud

Første etape af Struers nye bydel Stævnen i udbud

0
Første etape af Struers nye bydel Stævnen i udbud

I dag offentliggør Struer Kommune det allerførste udbud på Stævnen, der over de kommende år vil udvikle de tidligere industriområder på Struer Havn til en attraktiv ny bydel med både boliger, kulturliv og nye byrum.

En ny promenade langs vandet, nyt offentligt byrum, og 30-40 nye boliger på den første del af Struers tidligere industrihavn. Det er de idéer, der ligger i det udbudsmateriale, som Struer Kommune netop i dag sender i udbud.

Det drejer sig om et areal på cirka 10.000 m² på Gl. Havn, den del af industrihavnen, der ligger nærmest brobuerne, som forbinder Struers bymidte med havneområdet. Tanken er, at området skal udvikles på en måde, så byen, havnen og fjorden bliver endnu tættere forbundet. Som en del af udbuddet er der også mulighed for at byde på en køberet på Nordhavnen, som er den del af industrihavnen, hvor DLG’s lagerbygninger ligger i dag.

– Vi har nået den første, store milepæl for Struers kommende bydel, Stævnen, og glæder os over, at de første byggefelter nu er i udbud. Vi ser frem til spændende bud på, hvordan de tanker og ideer, vi har arbejdet med over flere år, kan realiseres, fortæller borgmester Marianne Bredal.

POSITIV INTERESSE FOR STÆVNEN

Mange års arbejde og forberedelse er gået forud for det udbud, der nu er sat i gang. Bag visionerne for den nye bydel, Stævnen, ligger udviklingsplanen ”Byen til Fjorden”, som blev vedtaget i 2020 efter en bred involvering af borgere, interessenter og aktører på havnen.

Som en del af arbejdet med udvikling af erhvervshavneområdet har man også vurderet på det fremtidige boligbehov i Struer. Over en længere periode har der været en fortløbende markedsdialog for at undersøge interesse og potentialet for boliger på havnen.

– Vi oplever positiv interesse for boligbyggeri på havnen fra flere investorer. Tæt, lavt boligbyggeri er en boligtype, som mange gerne vil bo i. En ny bydel med den attraktive beliggenhed lige ud til fjorden og samtidig tæt på byen vil være et stort aktiv for vores område. Når børnene er fløjet fra reden og villaen blevet for stor, vil Stævnen være et oplagt valg for mange. Det frigiver gode villaer til nye børnefamilier, og det understøtter flyttekæderne i kommunen, forklarer borgmesteren og slår fast, at netop det at have interesse fra investorer på boligdelen er en nødvendig nøgle til at kunne starte udviklingen af bydelen.

FLERE OMRÅDER MED HVERT SIT PRÆG

Udviklingen af Stævnen kommer til at strække sig over en årrække, og der er fokus på at balancere nye boligområder med offentlige arealer. Der skal være god adgang til vandet for alle, der skal udvikles spændende, nye byrum, og samtidig skal bydelen holde fast i og videreudvikle på den maritime kulturarv, som kendetegner området.

– Vi glæder os til at komme i gang, og vi ser frem til at Stævnen i de kommende år både rummer alment boligbyggeri, ejerboliger, grønne arealer og åbne kulturelle miljøer. slutter Marianne Bredal.

Læs mere om udbuddet og den nye bydel på www.staevnen.dk.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here