Folkeklubben udgav nyt album i foråret og drager på stor efterårsturné under titlen ’Mere end en klub tur’. Den 9. november lægger bandet vejen forbi Folkets Hus.
Det er gået stærkt for Folkeklubben de sidste par år. Det brede gennembrud kom med hits som ’Fedterøv’, Suspekt-samarbejdet ’Danmark/Danmarksfilm’ og albummet ’Sort Tulipan’.
Seneste udspil ’Børn af den tabte tid’ strøg direkte ind som nr. 1 på albumhitlisten, og sendte klubben forbi en udsolgt KB Hallen og store koncerter på plænerne i Tivoli i København og Friheden i Århus.
Nyt album
Bandet har brugt vinteren 22/23 i pladestudiet og således rammer landets spillesteder til efteråret med et spritnyt album i ryggen. 11 nye sange. Den sjette plade på bare 12 år. Første udspil fra det nye album faldt i starten af marts, og hele albummet kom på gaden slut april.
Hvem er Folkeklubben i 2023?
– ”Vi er mere end en klub! Søger du et mere fyldestgørende svar, finder du det på dit lokale spillested til efteråret. Vi glæder os til at spille den nye plade, hits og sange fra bagkataloget. Det var sjovt at spille i en arena som KB-Hallen, men nu glæder vi os til at genbesøge de byer og spillesteder som har givet os så store oplevelser og gjort Folkeklubben til det, vi er i dag – et orkester i bevægelse.”, lyder det fra Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall.