For mange mennesker begynder ensomhed stille. Den vokser, mens fællesskaberne langsomt forsvinder, og til sidst kan det føles svært bare at række hånden ud.
Men en ny evaluering fra Struer Frivilligcenter viser, at den udvikling kan vendes.
Projektet Nye Fællesskaber, der gennem de seneste to år har tilbudt samtalegrupper til unge og voksne, har haft en markant positiv effekt for deltagerne. Evalueringen viser blandt andet, at andelen af deltagere, der blev kategoriseret som svært ensomme, faldt fra 67 procent før et gruppeforløb til 30 procent efter. Samtidig steg andelen, der oplevede god trivsel og livskvalitet, fra 31 til 52 procent.
I alt deltog 53 borgere i projektets seks gruppeforløb, hvoraf 44 gennemførte. Samtidig vurderede 95 procent af deltagerne de ti mødegange som gode eller meget gode.
For deltagerne handler resultaterne ikke blot om tal, men om et liv, der har ændret sig.
“Min livskvalitet er blevet bedre. Jeg har fået sådan mere glæde. For nu kender jeg nogle på min egen alder, som jeg kan snakke med og mødes med og lave noget med. Det gør også, at jeg kommer ud og gør noget og får noget socialt. Det sociale har jeg jo nærmest ikke haft før.”, fortæller en af deltagerne.
For projektleder Henriette Haase Fischer er netop den udvikling det, der gør indsatsen meningsfuld.
“Når vi møder nogle af de borgere, der har fået hjælp gennem Struer Frivilligcenter, bliver man bare varm om hjertet. At se, hvordan de har udviklet sig fra første gang de kom ind ad døren, ofte stille og generte med en lyst til at være usynlige, til i dag, hvor de stråler, snakker og kigger en i øjnene, så ved vi, at vi har gjort noget rigtigt.”
Hun understreger samtidig, at resultaterne i høj grad skyldes de mange frivillige.
“Vi kunne ikke løfte opgaven uden de frivillige. Det bygger jo alt sammen på, at der er frivillige, som vil bruge deres tid på at gennemføre gruppeforløb eller tage en vagt i Unge Caféen. Vores opgave er at udvikle metoderne, uddanne de frivillige, organisere indsatsen og evaluere.”
Ikke alle er i mål efter ti uger
Evalueringen peger også på, at ét gruppeforløb ikke nødvendigvis er nok for alle. Nogle deltagere har haft brug for længere tid, før de var klar til at åbne sig eller tage næste skridt mod nye fællesskaber.
Den erfaring har ført til etableringen af både en Unge Café og en Fællesskabscafé, hvor tidligere deltagere kan fastholde relationerne og få støtte til at blive en del af nye fællesskaber. Evalueringen beskriver efterværnet som en vigtig del af indsatsen, og arbejdet fortsætter mindst frem til januar 2028.
Henriette Haase Fischer glæder sig særligt over udviklingen blandt de unge.
“Jeg har fulgt flere af dem de seneste halvandet år, og den udvikling de har gennemgået, er magisk. Jeg er faktisk enormt stolt af, hvad de har præsteret. På hver deres måde har de rykket sig personligt, fra at være lidt isoleret socialt set, til at være dem, der tager ansvar for, at nye brugere i Unge Caféen føler sig velkomne og trygge.”
Erfaringerne har samtidig vakt interesse uden for kommunegrænsen. På baggrund af arbejdet med efterværn har Struer Frivilligcenter modtaget en ny bevilling fra NordjyllandsFonden, som skal bruges til at videreudvikle indsatsen og skabe et koncept, der på sigt kan bruges af frivilligcentre andre steder i landet.
Formand for Struer Frivilligcenter Palle Lykke Ravn glæder sig både over resultaterne og over, at erfaringerne fra Struer nu kan komme andre til gavn:
“Jeg er utrolig stolt af det arbejde, som både medarbejdere og frivillige har lagt i projektet. Evalueringen viser, at deres indsats har gjort en reel forskel for mennesker, som har stået uden for fællesskabet. At de erfaringer, vi har gjort os her i Struer, nu skal udvikles videre, så andre frivilligcentre også kan få glæde af dem, er samtidig en stor anerkendelse af det arbejde, der er lavet. Det er en udvikling, vi i Struer Frivilligcenter kan være både glade for og stolte af,” siger Palle Lykke Ravn.
Foto: Genre billede, ikke af deltagerne.