Et af de helt store internationale navne inden for Folk og sangskrivning gæster igen Høloftet.
Sidste år fik Høloftets gæster noget af en oplevelse, da den Irsk/Canadiske sangskriver og musiker Irish Mythen på underfundig vis kom på plakaten på det lille spillested på Thyholm.
Ejerne af Høloftet – Hanne og Bent Hargaard – havde oplevet Irish Mythen, hendes guitar og sangstemme på Tønder Festivalen 2019, hvor hun blæste alt og alle omkuld. De fik – sammen med et par andre spillesteder – overtalt hende til at komme på en eksklusiv danmarksturne, som også inkluderede Høloftet. Og et udsolgt Høloft fik sig en kæmpe oplevelse.
Irish blev her dengang nogle dage, og venskabet mellem den canadiske musiker og Høloftet gør nu, at de igen engang kan præsentere hende på spillestedet – nemlig fredag d. 21. januar 2022.
Irish Mythen turnerer flittigt i Canada, USA, Europa samt ikke mindst Australien, som hun har besøgt utallige gange. Hun er, med årligt 180 jobs rundt i verden samt samarbejde med så prominente navne som Rod Steward, ikke en fru Hvem-som-helst. Hendes både rå men også blide stemme gør, at hun kommer langt ud over scenekanten. Med sine tekster og sublime guitarspil rammer og rør hun sit publikum ud over det sædvanlige.
Det er med andre ord et verdensnavn af de helt store, der træder op på Høloftets lille scene…
’Vi ved med sikkerhed, at Irishs besøg her vil begejstre folk med et stort hjerte for folk musik og i særdeleshed folk, der har oplevet hende på enten Tønder eller Høloftet sidst. Men vi ved også, at det for de mange er et ukendt navn’, siger Hanne og Bent. ’Vores håb var, at Høloftets venner og trofaste gæster ville give koncerten en chance og sig selv en stor musikoplevelse, de ikke kendte til i forvejen. Og det har heldigvis vist sig at holde stik. For er der ikke så mange billetter tilbage til denne aften og det er stærkt i en til forsigtig ’corona-tid’’.
Aftenen var oprindelig annonceret til 8. januar, men her kom nedlukningen i vejen. Heldigvis fik Høloftet lavet en aftale med Irish Mythen og at skubbe koncerten, og nu på fredag sker det så. ’Det bliver en vild dejlig aften, hvor vi på bedste måde kan fejre, at vi igen må invitere til store oplevelser på vores loft’, slutter Hanne og Bent
Aftenen indledes med en koncertbuffet, og de sidste billetter sælges via www.høloftet.dk
/ Pressemeddelelse fra Høloftet inkl. foto taget af Anders Trærup