Home Nyheder Jenbanemuseets plan forsinkes af klage fra ejere i Østergade.

Jenbanemuseets plan forsinkes af klage fra ejere i Østergade.

0
Jenbanemuseets plan forsinkes af klage fra ejere i Østergade.
Helge og Niels Ove har monteret dørene på DB Köf 6280. Det er bl.a. det tog Jernbanemuseet gerne vil have under tag.

Kommunen havde vurderet, at der ikke skulle udarbejdes en lokalplan for det baneområde, hvor Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum ligger. Den nuværende lokalplan giver området til jernbaneformål. Og da museet blev vurderet som hørende et lignende formål, skulle der ikke udarbejdes en ny lokalplan.

Det er dette forhold, der gør at 6 udlejeren med over 40 lejemål i Østergade har sendt en klage til Planklagenævnet. Sagsbehandlingstiden der er op mod 8 måneder.

“Det, der først og fremmest, klages over er, at kommunen har vurderet, at der ikke skulle udarbejdes en ny lokalplan inden byggeriet blev godkendt,” siger ejernes advokat Charlotte Hollænder. “Det er den beslutning, der ligger ved Planklagenævnet.”

Ejernes advokat, Charlotte Hollænder (Foto: Anders Træholt)

Hvis Planklagenævnet når frem til, at der skal laves en lokalplan for området, så er det det, kommunen må gøre, oplyser advokaten. En ny lokalplan giver desuden mulighed for en indsigelsesperiode.

“Men det vi allerhelst vil, er selvfølgelig at nå frem til en kompromisløsning, og den proces har vi også været i gang med efterfølgende,” siger Charlotte Hollænder.

“Den plan, der ligger, er egentlig at bygge en hal ud over den eksisteren bygning. Og den finder vi, både er for høj, for lang og for bred. Vi har foreslået en anden løsning, som både tilfredsstiller ejere og lejere. Vi foreslår, at der bygges ud fra den nuværende tagrende på alle fire sider.”

Støtteforeningen holder fast i den oprindelige plan.

Kaj Rasmussen, formanden for Jernbanemuseets støtteforening ser det som kedeligt, at der ikke kan laves et kompromis:

 ”Vi har holdt møder med udlejerne og er kommet med et forslag til et kompromis, der betød, at vi sænkede taget på bygningen fra 12 til 10 meter, ” siger han. ”Men det var udlejerne ikke interesseret i. De foreslog, at der skulle bygges en masse små bygninger rundt omkring Godsekspeditionen. Det ville give mange praktiske problemer for os med skotrender og stolper mange steder – og det ville forsinke byggeriet yderligere.”

Det er disse adresser, der mener, at kommunen bør udarbejde en lokalplan for baneområdet, inden der kan arbejdes på Jernbanemuseets plan. (Foto: Jan Johansen)

”Med hensyn til udsigten, har vi været på besøg i nogle af de lejligheder, der er på tale,” oplyser Kaj Rasmussen. ”Efter min mening skal man helt op på tredje sal, før der er udsigt til havneområdet. Og det er kun meget lidt det generer.”

Samtidig siger Kaj Rasmussen at et sådan forslag vil betyde, at jernbanemuseet skulle til at begynde forfra med processen, da de penge, der er givet til formålet, er givet til det oprindelige projekt.

”Men klagen kan godt betyde yderligere forsinkelser af byggeriet,” fortæller han. ”I forvejen er vi forsinkede, men det her kommer til at forsinke det yderligere. Nu skal kommunen måske til at lave en ny lokalplan.”

Kaj Rasmussen mener også, at den bygning, der er tegnet til overdækningen af museet er holdt den måde og i de farver, der hører banen til.

” Vi har fået bygningen tegnet, så den ligner en gammel DSB-remise både i udtrykket og i farvevalget, porte og vinduer. Byggeriet er helt afgørende for Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum,” siger Kaj Rasmussen. “Hvis vores lokomotiver og vogne skal overleve, så skal de under tag. Lige nu nedbryder klimaet dem hurtigere end vi kan nå at vedligeholde dem. Byggeriet vil også give bedre forhold både for museets gæster og for de frivillige, som nu må gå ude og arbejde.”

Byggeriet giver også mulighed for at udbygge museets udstillinger om jernbanerne i Midt- og Vestjylland og om den store rolle de har spillet for landsdelens udvikling. I denne udvikling har Struer spillet en stor rolle både som knudepunkt for mange af banerne og som administrativt centrum for banerne fra Varde i syd til Thisted i nord og fra Ringkøbing i vest til Hobro, Langå, Skanderborg og Vejle i øst.

Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget finder sagen ærgerlig

Sagen har hele tiden været behandlet i Kultur- og Fritidsudvalget, da det handler om et museum.

Lars Møller Pedersen, der er formand for udvalget finder problematikken ærgerlig:

“Af hensyn til de mange frivillige ildsjæle på museet, synes jeg det vil være passende, at parterne finder en løsning,” siger han. “Der er rigtig mange, der arbejder med på at danne rammerne for fortællingen om de jernbaner, der er en væsentlig del af Struers historie.”

“Jeg synes, af hensyn til de frivillige, til kommunen og Struer, at parterne finder en løsning. Ellers må vi vedtage en ny lokalplan for området, så vi af den vej kan komme videre.”

I værste fald kan sagsbehandlingen ved Planklagenævnet og en eventuel ny lokalplan tage over et år. Planen var ellers, at det første spadestik skulle have været taget sidste efterår. Men nu bliver byggeriet forsinket yderligere, og det vil i følge Kaj Rasmusen betyde, at første etape af byggeriet må gøres mindre på grund af prisstigninger i mellemtiden.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here