Struer Museums leder, Jesper Bækgaard, har valgt at søge nye udfordringer på Museum Østjylland i Randers og Struer Museum skal derfor have ny leder.
Jesper Bækgaard udtaler: ”Det har været en svær beslutning. Jeg er meget glad for museet i Struer og for de ting, vi har opnået. Jeg synes, at Struer Museum står et rigtig godt sted i dag og med rigtig gode muligheder for at fortsætte den positive udvikling. Struer Kommunes satsning på Lydens By har betydet meget for museet. Det har været oplagt for os at være medspiller i den strategi, og det har betydet, at vi som museum har kunnet profilere os og gå nye veje. Det er nogle virkelig gode og engagerede mennesker, der arbejder i Struer Kommune, og det har været en fornøjelse at arbejde sammen med dem.
Jeg er glad for rigtig mange af de projekter, vi har skabt på museet, fra den gamle købmandsforretning til Lyduniverset. Den største glæde er dog nok, at jeg synes at jeg forlader en meget kompetent, engageret og harmonisk personalegruppe på Struer Museum, som jeg er helt overbevist om sammen med de ligeledes meget kompetente og engagerede frivillige vil fortsætte med at gøre Struer Museum til et bedre sted.”
Museum Østjylland er et af Danmarks 10 største lokalmuseer med afdelinger i 3 kommuner og omkring 70 medarbejdere. Jesper Bækgaard skal starte i sit nye job den 1. november 2021 og har dermed kun en måned tilbage på Struer Museum.
Struer Museums formand Peter Petersen udtaler: ”Vi har været rigtig glade for det arbejde, der er sket på Struer Museum i de 11 år, Jesper har været leder her. Vi kom fra en lidt turbulent periode med dårlige økonomiske resultater, som der hurtigt blev rettet op på efter Jespers tiltrædelse. Vi har været glade for aktivitetsniveauet på Struer Museum og ikke mindst for de nye udstillinger, der er blevet skabt, og som er grundlaget for at besøgstallene har været støt stigende. Det er også vigtigt for museet, at der er blevet sat gang i mange projekter med støtte udefra; heraf flere spændende forskningsprojekter, som er afgørende for vores statsanerkendelse. Og så er vi rigtig glade for at museet har en klar retning og et stærkt fokus i sin aktiviteter.”