Home Arrangementer Jyske Monstre i Regelbau 411

Jyske Monstre i Regelbau 411

0
Jyske Monstre i Regelbau 411

Det er med stor glæde, at Regelbau 411 kan annoncere kunsthallens sommerudstilling Jyske Monstre af den danske kunstner Ragnhild May.

Udstillingen er en fortolkning af gammel folketro og fortidens sagnvæsener i en nutidig kontekst. Baseret på den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensens indsamlede viser og mundtligt overleverede fortællinger fra Jylland, bringer udstillingen nyt liv til fortidens monstre.

Centralt i udstillingen står ‘monsteret’ som begreb og fænomen. Etymologisk afledt fra det latinske ‘monstrare’ (at vise) og ‘monare’ (at advare), er monstret traditionelt blevet opfattet som et varsel, der advarer om betydelige begivenheder eller forestående forandringer.

I Regelbau 411’s bunkere møder vi monstrøse væsener, der traditionelt er blevet forbundet med naturens elementære kræfter – stormen, kilden, havet, søen. I den ene bunker præsenteres vi for et korværk, hvor hver enkelt vers giver stemme til et væsen fra den jyske folketro, og beretter om samspillet mellem menneskets ambitioner og naturens luner.

I den anden bunker rettes vores ører mod lyden fra en nærliggende sø, forstærket af moderne teknologi og indfanget med en undervandsmikrofon. Blandt lerfigurer på piedestaler af masseproducerede energidrikdåser, høres ekkoer fra et sted, der engang blev antaget at rumme usete væsener.

De hjemsøgende stemmer fra Jyske Monstre slår alarm – de giver signal om vores omskiftelige forhold til naturen, vores økologiske ansvar, og de farer, der kan følge af vores forsømmelser. Som ekkoer fra fortiden og advarsler om fremtiden, beder de os om at overveje, hvad der virkelig er monstrøst i vores nutidige verden.

Ragnhild May arbejder med performance, skulptur, lydkunst og installationer gennem en undersøgende, humoristisk og legende kunstnerisk praksis. I hendes værker udviskes grænsen mellem kunstigt og naturligt, hvor barnlige og feminine elementer forvrænges, indtil de bliver monstrøse. May er ph.d.-studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi og uddannet Master of Fine Arts fra Bard College.

Åbning: 3. juni 2023, kl. 14.00.
Udstillingsperiode: 3. juni 2023 – 27. august 2023.
Åbningstider: Hver dag fra 10-17. Gratis entré.

Udstillingen Jyske Monstre er kurateret af Simon Thykjær.


Udstillingen er realiseret med støtte fra Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden, Færchfonden, Knud Højgaards Fond og Lemvigh-Müller Fonden.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here